Sport

Ole Jakobsen skal i den kommende sæson igen tørne ud i den mørkeblå trøje. Arkivfoto: Ingrid Riis
Ole Jakobsen blev matchvinder for falstringerne. Arkivfoto: Ingrid Riis

Nykøbing FC måtte kæmpe hårdt til det allersidste

En scoring af Ole Jakobsen kort før pausen sikrede Nykøbing FC en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr i en hektisk afslutning mod Hørsholm-Usserød i oprykningsspillet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Arbejdssejre er også en del af fodbold. Man kan ikke forvente, at man altid spiller poleret fodbold.

Sådan lyder det fra Nykøbing FC-cheftræner Mikkel Thygesen kort efter, han så sit mandskab lægge fra land i 3. divisions oprykningsspil med en pligtsejr på udebane mod Hørsholm-Usserød.

Selvom falstringerne var storfavoritter i opgøret, nåede det alligevel at blive spændende. NFC vandt "kun" 1-0 efter en anden halvleg, hvor værterne pressede sig på.

Kampen kort

Hørsholm-Usserød – Nykøbing FC 0-1 (0-1)

Mål: 0-1 (43. minut) Ole Jakobsen.

Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Kasper Jensen, Peter Ullum, Oliver Svendsen (70. Laurits Jensen), Noah Sekula, Villads Mølgaard, Rory O’Driscoll (60. Oskar Balsløv), Lucas Nyman (86. Rasmus Berner), Benjamin Kold (60. Magnus Bøttker), Ole Jakobsen (70. Marcus Rasmussen), Emmanuel Ogude.

Mange chancer

Lidt overraskende var det nordsjællænderne, der kom bedst fra start og var mest på bolden de første ti minutter.

Det kastede ikke noget af sig - og så vendte kampbilledet til det mere forventelige. Resten af halvlegen dominerede de falsterske gæster i stor stil og kom frem til flere store chancer. Blandt andet måtte Lucas Nyman se sin træffer prelle af på stolpen undervejs.

Først efter 43 minutter fik NFC hul på bylden. En dybdeaflevering fandt frem til Emmanuel Ogude, som herefter spillede bolden mellem benene på sin nærmeste modstander. Afleveringen røg ind i feltet, hvor den ramte Ole Jakobsen, der tog en enkelt berøring og stensikkert med indersiden passerede keeperen i Hørsholm-buret.

Med den flotte scoring var Nykøbing derfor foran med en enkelt ved pausen, men det skulle være blevet til flere scoringer efter en halvleg, hvor gæsterne spillede en flot omgang fodbold.

Kæmpet hjem

Efter pausen blev det en mere hektisk og intens affære, hvor Hørsholm-Usserød lugtede blod.

Halvlegen var mere præget af duelspil, og nykøbingenserne måtte slide mere for sejren.

Det kunne være gået galt. I slutfasen truede hjemmeholdet flere gange på dødbolde, og i den anden ende lykkedes det ikke for NFC at få sat dødsstødet ind.

Men i sidste ende holdt falstringerne stand og fik fortjent alle tre point med hjem til Nykøbing.

Cadeau til Hørsholm

Efter sejren var matchvinder Ole Jakobsen naturligt nok en glad mand.

 - Jeg synes, vi spiller rigtig godt i første halvleg. Vi skaber mange små chancer og er over dem konstant. I anden halvleg bliver det meget en arbejdssejr, men superfedt med de tre point.

Det blev lidt spændende til sidst. Hvorfor får I det ikke lukket tidligere?

- I forhold til de to seneste kampe, hvor vi er meget kyniske foran målet, mangler vi bare den sidste kynisme foran mål. Deres målmand har også et par store redninger, siger han og fortsætter rosen af modstanderen.

 - Vi møder et hold, der rigtig gerne vil tage noget med imod os. De kaster sig ned i blokeringer og vil helst ikke have, at vi scorer fem mål, ligesom vi har gjort i de seneste kampe, så de ofrer sig på alt. De gør et godt arbejde med at stresse os i afslutningerne, siger matchvinderen.

Ligesom dagens enlige målscorer havde Mikkel Thygesen også masser af ros tilovers for Hørsholm.

- Overordnet er det bestemt en fortjent sejr. På en god dag havde vi nok også scoret to-tre mål flere, men stor cadeau til Hørsholm for at fighte og virkelig holde sig i live i kampen. Det havde vi også forventet, og det er derfor, de virkelig har fået skabt nogle flotte resultater i denne sæson, siger NFC-cheftræneren.

Han erkender, at han er ærgerlig over, at hans hold ikke får lukket kampen allerede i første halvleg, hvor der var rigeligt med muligheder.

- Men det er også vigtigt, at man viser det rigtige mindset. Hvis man ikke formår at lukke kampene, giver man modstanderen noget momentum, og det gør, at man bliver nødt til at arbejde sig ind i kampen igen. Det fysiske udtryk skal altid være i orden.

- Vi vil selvfølgelig altid gerne underholde og score flere mål, men det er også vigtigt, at man kan få en 1-0-sejr i hus, slutter Mikkel Thygesen.

Næste opgave for NFC bliver næste lørdag, hvor holdet skal en tur til Fyn for at møde Næsby.