Guldborgsund

Så er der godt nyt om færgen Ida. Arkivfoto: Anders Knudsen

Nyt om brandramt færge: - Hvis alt går efter planen, så ...

Så er der endelig godt nyt om den brandramte træfærge Ida, der sejler mellem Stubbekøbing og Bogø.

Offentliggjort

Knap halvanden måned efter, at der udbrød brand ombord på den gamle træfærge Ida, der sejler mellem Stubbekøbing og Bogø, er der nu godt nyt til passagererne om færgen.

I et opslag på færgens facebookside onsdag skriver Vordingborg Kommune, at man håber at kunne sætte færgen i drift igen i morgen fredag.

-  Hvis alt går efter planen, så stævner vi ud med Færgen Ida på fredag, 5. september, klokken 09.00 fra Stubbekøbing Havn, lyder det i opslaget.

Efter branden blev færgen bugseret på værft i Stege, hvor skaderne blev udbedret. I mellemtiden har en privat mand stillet en båd til rådighed, som kunne fragte passagerer og cykler frem og tilbage over Grønsund.

Jesper Blomberg (M), der er formand for teknik-, klima- og miljøudvalget i Guldborgsund Kommune glæder sig over, at færgen nu igen er klar til at sejle.

- Overfarten er jo en del af cykelruten Berlin-København, og den transporterer op til 14.000 cykelturister om året, så jeg er rigtig glad for, at færgen nu kan sejle igen. Det er også vigtigt for mange følgeerhverv, siger Jesper Blomberg og roser det fællesskab og den holdånd, han har oplevet fra flere sider for at finde en midlertidig løsning, da færgen måtte tages ud af drift.

Ingen kæmpe udgift for borgerne

De økonomiske omkostninger efter branden er endnu ikke gjort endeligt op, men ifølge Jesper Blomberg bliver det ikke en kæmpe udgift for skatteborgerne.

- Der skete skader både på maskinen og dækket, og det har været en væsentlig reparation, men heldigvis er færgen forsikret. Forsikringen dækker dog ikke driftstab, men vi hævede priserne på cykelbilletter i år, så dermed er der en chance for, at vi kan holde det indenfor den forventede ramme, fortæller Jesper Blomberg.

Han roser samtidig færgens støtteforening Idas Venner i høje toner for at have bidraget økonomisk til lejen af den reservebåd, Liv II, som har dækket ind for Ida under reparationen.

Ida sejler efter planen resten af september måned samt i skolernes efterårsferie.