Fra og med 1. april rykker der ikke længere en færge ud til at fragte politi, ambulance eller brandvæsen over, hvis der skulle opstå en akut nødsituation på Fejø, Femø og Askø udenfor færgernes normale fartplan. Arkivfoto; Mogens Warrer
Øboer føler sig holdt udenfor i færgesag: Vil klage til Ankestyrelsen
Nu hiver en øbo Lolland Kommune i Ankestyrelsen for kommunens beslutning om ikke at stå for natberedskab til småøerne.
Rystet er Charlotte Ubbesen fra Fejø over Lolland Kommunes beslutning om at fralægge sig ansvaret for natberedskabet til de tre småøer.
Det betyder, at der ikke længere er en færge, der sejler til øerne, hvis der er et uheld om natten. Det kan være alt fra et brækket ben til hjertestop og brand.
- En responstid på +7 timer i tilfælde af brand betyder jo, at huse brænder helt ned, og der ikke er hjælp til at redde folk og dyr ud af husene. Og hvad hvis branden breder sig?, siger Charlotte Ubbesen spørgende.
- De drøfter slet ikke de livsfarlige konsekvenser inden beslutningen, men gemmer dem som en senere orientering, siger hun.
Hun er så utilfreds med Lolland Kommunes beslutning, at hun hiver problemet op på den helt store klinge.
Annonce
Klager til Ankestyrelsen
- Vi har større sommerhusområder på både Fejø og Askø - det er en forhøjet risiko, fordi husene er lavet af træ og ligger tæt. Jeg husker stadig katastrofen i Seest - det vil være frygteligt, hvis der ikke kan komme hjælp. Det er nok min allerstørste frygt - at folk skal ligge med smerter i mange timer - og en mindre brand kan udvikle sig til en katastrofe, siger Charlotte Ubbesen.
Hun mener, at kommunen begår flere lovbrud. Derfor har hun besluttet at klage til Ankestyrelsen.
Konkret mener hun, at kommunen beslutningsgrundlag er juridisk forældet, ligesom hun heller ikke mener, at man overholder beredskabslovens bestemmelser om, at det kommunale redningsberedskab skal kunne yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer.
Hun mener også, at forvaltningen vildleder politikerne i udvalget.
- I dagsordenens åbne referat påstår forvaltningen, at ”ingen beredskaber har gjort indsigelse”. Dette er faktuelt forkert, da referatets eget indhold rummer advarsler fra Lolland-Falster Brandvæsen om ”kritiske konsekvenser”, skriver hun blandt andet i klagen til Ankestyrelsen.
Det har ikke været muligt for Folketidende at finde udtalelser fra Lolland-Falster Brandvæsen om "kritiske konsekvenser", men avisen arbejder på at få en kommentar.
Principbeslutningen om færgestrategien er sat på klima-, teknik- og miljøudvalgets dagsorden i eftermiddag som punkt nummer fire. Umiddelbart efter følger et forslag fra Lokallisten Lolland om ændret driftsplanlægning for Askøfærgen som overgangsløsning.
Det har vi prøvet før
Om udsigten til at blive indklaget for Ankestyrelsen siger udvalgsformanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget:
Annonce
- Uden at det skal lyde nedsættende eller ansvarsfraskrivende, så har vi prøvet det tit. Det handler om, hvorvidt man overholder gældende lovgivning, og det gør vi, siger Henrik Jacobsen (C).
Han er klar over, at beslutningen ikke falder i god jord hos øboerne.
- Jeg er med på, at det kan være utryghedsskabende, fordi det ikke bliver, som det plejer. Men beredskaberne står inde for, at der vil være en dækning, som er indenfor lovkravene, og de arbejder på at opgradere, så det bliver bedre, siger Henrik Jacobsen.
I referatet til Økontaktrådets seneste møde, står der dog, at Lolland-Falsters Brandvæsen ikke er enige med alle punkterne i beslutningen og mangler tid til at justere for beredskabet. Det skaber undren over, hvorfor kommunen ikke venter med igangsættelsen af bestlutningen.