PsykiatriService i Maribo holder til i Suhrs Gade 4D. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Patienter i knibe: Psykiatrisk klinik kritiseres for svigt
Bekymrede patienter og pårørende retter skarp kritik mod privat psykiater i Maribo, der har fået alvorligt påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Journaler er mangelfulde, møder sjældne – og nogle står helt uden hjælp.
Bekymrede patienter og pårørende fra Lolland-Falster kritiserer PsykiatriService i Maribo for mangelfuld behandling og journalføring.
Claus Bakke, oversygeplejerske i distriktspsykiatrien, opfordrer til bedre samarbejde for at sikre hurtigere og mere kvalificeret hjælp til de berørte patienter.
Styrelsen konkluderer, at hun har stået for mangelfuld udredning af patienter, ordineret forkert medicin og ført utilstrækkelig journal.
Ifølge Styrelsen er der tale om så alvorlige forhold, at der skal ske markante ændringer i hendes faglige praksis, før påbuddet kan ophæves.
Siden omtalen af påbuddet er vi blevet kontaktet af bekymrede patienter og
pårørende. Det er familier, der er sårbare og har psykisk sygdom
tæt inde på livet. De har derfor ønsket anonymitet. Folketidende kender deres identitet og har læst deres journaler. På grund af sagens alvor bringer vi her et uddrag af deres
historier, fordi de er vigtige stemmer til forståelsen af, hvordan situationen påvirker deres liv.
Alt er vist gået meget stærkt. Mit navn er også stavet forkert
Tidligere patient hos PsykiatriService, Maribo
Ung kvinde, Rødby
Annonce
Hun har været tilknyttet PsykiatriService gennem fire år på
grund af bl.a. angst. Hun har mødt Anne Bille Knudsen to gange.
- Første gang jeg mødte hende, var i syv minutter. Her satte hun min dosis af Sertralin, som er en angstdæmpende medicin op til over det dobbelt af, hvad min egen læge havde ordineret, på trods af at jeg havde en allergisk reaktion ved munden, fortæller hun.
En farmaceut på det lokale apotek frarådede hende så stor en
dosis, så hun tog den aldrig.
Hun vurderer, at hun er kommet i klinikken 30-40 gange i
løbet af de fire år, og det har altid været sygeplejerskerne, hun har set. Hun er
nu blevet afsluttet og har læst sin journal på sundhed.dk.
- Den er meget kort og ikke opdateret, og der er mange ting, der slet
ikke er med. Der står, at jeg er afsluttet stabilt, men jeg var helt nede i
kulkælderen, fortæller hun.
Ung mand, Nakskov
Han har været hos PsykiatriService én gang om måneden i ti
måneder gennem det seneste år og blev afsluttet i august. Altså ti gange i alt.
Det er noteret i et kortfattet notat på to sider, der nu ligger på sundhed.dk.
- Der er slet ikke skrevet noget ned om mit forløb og min
medicin. Nu, hvor jeg er afsluttet, skal jeg bruge det i mit videre forløb hos
min egen læge, så det undrer mig, fortæller en ung mandlig patient. Han ønsker
at være anonym. Folketidende kender hans identitet og har fået lov til at læse
journalen som dokumentation.
Den unge mand, der bor i Nakskov, har tidligere været
tilknyttet børne- og ungdomspsykiatrien, et forløb på tre måneder, der er
veldokumenteret i journalerne på sundhed.dk.
- Jeg hæfter mig ved, at der på den periode ligger udførlige
og grundige notater, der beskriver mit forløb fra hvert møde. Det står i
kontrast til journalen fra PsykiatriService. Alt er vist gået meget stærkt. Mit
navn er også stavet forkert, fortæller han.
Annonce
Mor til ung patient, Nakskov
- Min søn har i dag (torsdag den 16.10. red.) været oppe i
klinikken i Suhrs Gade i Maribo. Han har ventet i over et år på at få en tid
til udredning for ADHD. Han havde ikke fået en aflysning og fik at vide af en
mand, der åbnede døren, at klinikken var lukket. Det er ekstremt trælst, og nu
er han gået i seng, fortæller hun.
Systemsvigt
- De her patienter er udsat for et gigantisk systemsvigt, mener Claus Bakke, der er oversygeplejerske i distriktspsykiatrien i Maribo. Foto: ArkivArkiv
Claus Bakke, der er oversygeplejerske i distriktspsykiatrien i Maribo og kandidat til Regionsrådet i Region Østdanmark for Venstre, har fulgt sagen om PsykiatriService og er stærkt bekymret.
- Patienterne kan ikke bare skifte psykiater, for psykiatere er en stor mangelvare. Den sociale og geografiske ulighed i sundhed, der findes på Sydhavsøerne, er fortvivlende. De her patienter er udsat for et gigantisk systemsvigt, siger han.
Han understreger, at det er en problematik, som også den offentlige psykiatri er opmærksom på.
- Da patienterne bor i vores optageområde, er afdelingsledelsen i Vordingborg orienteret, så de er opmærksomme på, at patienter der er visiteret til privatpraktiserende psykiater, har meget lang ventetid. Vi opfordrer alle til at gå via egen læge med deres bekymringer, siger han.
Ifølge Claus Bakke kræver situationen en midlertidig løsning, der kan sikre behandling her og nu.
- Hvis det stod til mig, skulle den ambulante offentlige psykiatri sammen overtage patienterne, så ventetiden kom ned, og den faglige kvalitet kom op, indtil de privatpraktiserende klinikker igen kan give et fagligt forsvarligt tilbud på Lolland og Falster, siger han.
Svar fra Anne Bille Knudsen
Annonce
Psykiater Anne Bille Knudsen bor egentlig i Japan, til Styrelsen for Patientsikkerhed har hun oplyst, at hun er til stede i klinikken i mere end halvdelen af klinikkens åbningstid. De dage, hvor hun ikke er fysisk til stede i klinikken, deltager hun elektronisk i daglige behandlingskonferencer.
Forud for den første artikel i sagen har Folketidende
forsøgt at række ud til Anne Bille Knudsen. I første omgang skrev hun blot, at
hun ikke ønskede at udtale sig.
Onsdag den 14. oktober modtog vi her på redaktionen denne
mail med følgende ordlyd:
"Du bad om en udtalelse:
Som jeg i august i år oplyste til Styrelsen for Patientsikkerhed, har jeg taget
en række initiativer – særligt omkring forbedret journalføring – for at
imødekomme påbuddet. Samtidig har jeg også gjort Styrelsen opmærksom på, at de
indhentede journaler ikke giver et retvisende billede af den foretagne
udredning og behandling, da der er tale om udvalgte særlige patientforløb.
Heraf følger også, at det ikke er et fuldt og helt billede, som beskrives i
artiklerne.
Trods det indtryk og den utryghed, som artiklerne kan give, kan patienterne
altså stole fuldt og helt på den udredning og behandling, klinikken
tilbyder."
Folketidende har spurgt om et opfølgende interview om de
udfordringer, der er. Anne Bille Knudsen er ikke vendt tilbage.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu