Lolland

I flere tilfælde har psykiateren behandlet patienter med op til tre forskellige typer antipsykotisk medicin samtidig – uden tydelig begrundelse. Ifølge gældende retningslinjer bør sådan kombinationsbehandling undgås. Foto: Ole Lind.

Alvorligt påbud til psykiater: Du er til fare for patienterne

Behandling med forkerte og afhængighedsskabende lægemidler, manglende opfølgning og dårlig journalføring har ført til et sjældent og alvorligt fagligt påbud. Men hvad gør man som patient?

Offentliggjort Sidst opdateret

Alvorligt påbud til psykiater i Maribo

  • Psykiater Anne Bille Knudsen fra Maribo har modtaget et alvorligt påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
  • Påbuddet omfatter mangelfuld udredning, forkert medicinering og dårlig journalføring. 
  • Anne Bille Knudsen har i august i år oplyst til Styrelsen for Patientsikkerhed, at hun har taget en række initiativer til at forbedre praksis. 
  • Påbuddet ophæves først, når styrelsen vurderer, at Anne Bille Knudsen har ændret sin faglige virksomhed, og at påbuddet derfor ikke længere er nødvendigt.

Speciallæge Anne Bille Knudsen fra Maribo er kommet under skarp kritik fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der har udstedt et alvorligt påbud mod hende. Styrelsen konkluderer, at hun har stået for mangelfuld udredning af patienter, ordineret forkert medicin og ført utilstrækkelig journal. 

Ifølge Styrelsen er der tale om så alvorlige forhold, at der skal ske markante ændringer i hendes faglige praksis, før påbuddet kan ophæves. 

Anne Bille Knudsen har i august meddelt Styrelsen, at hun har iværksat en række tiltag for at forbedre forholdene i sin klinik, men indtil Styrelsen vurderer, at problemerne er løst, forbliver påbuddet i kraft.

Psykiater Anne Bille Knudsen bor egentlig i Japan, men driver PsykiatriService i Maribo. Til Styrelsen for Patientsikkerhed har hun oplyst, at hun er til stede i klinikken i mere end halvdelen af klinikkens åbningstid. De dage, hvor hun ikke er fysisk til stede i klinikken, deltager hun elektronisk i daglige behandlingskonferencer. 

Men nu har hun altså fået et fagligt påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed, der beder hende om at varetage sin praksis på forsvarlig vis.

Påbuddet er yderst alvorligt og omfatter en lang række kritikpunkter. Kritikken drejer sig om mangelfuld udredning og behandling af patienter med psykiatriske lidelser samt rod i journalføringen.

Et meget alvorligt tilfælde 

I det skriftlige påbud skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, at den vurderer, at Anne Bille Knudsens behandling er udtryk for alvorlig og gentagen kritisabel faglig virksomhed:

"De faglige mangler, som vi har konstateret ved gennemgang af 10 af dine patientjournaler, giver os grund til at antage, at du udgør en fare for patientsikkerheden," skriver Styrelsen.

Styrelsen oplyser til Folketidende, at det er yderst sjældent, de udsteder den slags påbud. Sidste år blev der kun uddelt ni på landsplan, så der er altså tale om et meget alvorligt tilfælde.

Listen over kritikpunkter er lang. Der er f.eks. problemer med, at flere lægemidler gives samtidig, hvilket kan forværre psykoser. Samtidig er effekt og bivirkninger af behandlingen ikke beskrevet. I flere tilfælde er der iværksat medicinsk behandling, som ikke er i overensstemmelse med anbefalingerne. Mangelfuld journalføring er ligeledes udtryk for kritisabelt fagligt virke.

Mangelfuld opfølgning

Derudover får Anne Bille Knudsen kritik for sin behandling med afhængighedsskabende lægemidler. I flere tilfælde er der ikke fulgt tilstrækkeligt op, og effekt og eventuelle bivirkninger er ikke beskrevet på relevant vis. Mangelfuld opfølgning indebærer en øget risiko for, at patienten udvikler skadevirkninger eller bivirkninger af behandlingen og er derfor udtryk for kritisabel faglig virksomhed.

Eksempelvis var en patient i behandling med både benzodiazepiner og morfin, hvilket gør det vanskeligt at følge op på behandlingens effekt, og det kan medføre uhensigtsmæssige bivirkninger – først og fremmest en udtalt sløvende effekt.

Der er også kritik af psykiaterens måde at udrede patienter for ADHD på. Ved udredning for ADHD er det relevant at beskrive patientens tilstand og symptomer inden 7-års-alderen, og det vil derfor være relevant at indhente oplysninger fra pårørende. I tre forløb har Anne Bille Knudsen stillet diagnosen ADHD uden relevant og tilstrækkelig udredning, og uden at der var talt med de pårørende.

Endelig har Anne Bille Knudsen i tre af de indhentede journaler behandlet patienter med op til tre forskellige typer antipsykotiske lægemidler samtidig, uden at der fremgår en klar begrundelse. Ifølge vejledningen om behandling med psykofarmaka af voksne med psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser bør behandling med flere forskellige antipsykotiske lægemidler på samme tid undgås.

Hvad kan du gøre som patient?

Når en psykiater får et alvorligt påbud, rejser det spørgsmål om, hvordan du som patient skal forholde dig for at sikre, at du får den korrekte behandling. Danske Patienter går ikke ind i enkeltsager og kender ikke til den konkrete sag/psykiater. Men patientforeningen har disse råd til patienterne:

  • Åben dialog giver tryghed. Hvis du er i tvivl om myndighedernes påbud og opfølgning, så spørg behandleren: “Kan du kort fortælle, hvad påbuddet betyder for min behandling lige nu – og hvad vi gør herfra?”
  • Tag evt. en støtteperson med. Det kan være en pårørende eller en bisidder, som hjælper med at lytte, stille de vigtigste spørgsmål og reagere, hvis noget virker forkert.
  • Brug rådgivningen i patientforeningerne som eksempelvis Bedre Psykiatri eller SIND. De kan hjælpe dig med at vurdere, om din behandling svarer til det, du kan forvente, og give konkrete råd, hvis du bliver utryg. Du finder en oversigt over patientforeninger på sundhed.dk under ’Patientforeningers rådgivning’.
  • Hvis du er bekymret for kvaliteten, og oplever at du får forkert medicin, at der er mangler eller forkerte journalnotater eller andet, der ikke virker i orden, så sig det til behandleren og indberet hændelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Din egen læge eller en patientvejleder kan hjælpe med næste skridt.
  • Find alternativer, så du ikke står uden hjælp. Få evt. en supplerende vurdering hos din egen læge eller tal med Region Sjællands patientvejleder om midlertidige løsninger eller skift. Stop ikke din behandling, før du har en alternativ plan.
  • Du kan kontakte Patientvejledningen, hvis du har brug for information, rådgivning og vejledning om dine rettigheder som patient. Find oplysningerne om mailadresse og telefonnummer på Region Sjællands hjemmeside.

Styrelsen for Patientsikkerhed slår også fast, at der er mangelfuld journalføring. Det giver risiko for, at udredning og behandling af patienten forhales, eller at relevant behandling ikke iværksættes. Samtidig er der risiko for, at vigtig information går tabt ved overgange mellem behandlingssteder.

Anne Bille Knudsen har i august i år oplyst til Styrelsen for Patientsikkerhed, at hun har taget en række initiativer - særligt omkring forbedret journalføring. Hun har også gjort Styrelsen opmærksom på, at hun ikke mener, at de indhentede journaler giver et retvisende billede af hendes behandling, da der er tale om udvalgte særlige patientforløb.

Kan komme flere sanktioner

Det har dog ikke fået Styrelsen til at ændre det faglige påbud, og de vil nu føre tilsyn med, at de foreslåede tiltag fører til forbedringer. I påbuddet oplyser Styrelsen:

"Vi vil løbende følge op på dit faglige niveau og om du overholder påbuddet og ændrer din praksis. Hvis du ikke overholder påbuddet, kan det medføre yderligere sanktioner."

Påbuddet ophæves først, når Styrelsen vurderer, at Anne Bille Knudsen har ændret sin faglige virksomhed, og at påbuddet derfor ikke længere er nødvendigt.

PsykiatriService i Maribo holder til i Suhrs Gade 4D i Maribo.
PsykiatriService i Maribo holder til i Suhrs Gade 4D. Foto: Anna C. Møhl.

Folketidende har spurgt Styrelsen for Patientsikkerhed, hvorfor den pågældende læge ikke får inddraget sin autorisation. Dertil svarer Styrelsen:

"Vi forventer og håber, at påbud har den ønskede effekt, dvs. at sundhedspersoner retter op. Vi følger disse sager meget tæt og vurderer løbende, om der er den ønskede fremgang. Loven er sat sådan sammen, at autorisationsfratagelse er yderste konsekvens og en meget voldsom sanktion."

Ifølge PsykiatriServices hjemmeside er der, udover Anne Bille Knudsen, ansat en læge med erfaring fra psykiatrien og to sygeplejersker i klinikken. Af hjemmesiden fremgår det også, at Anne Bille Knudsen har 28 års erfaring fra psykiatriske hospitaler og klinikker i Danmark, Sverige, Norge og Japan. Hun er uddannet i kognitiv adfærdsterapi og har ifølge hjemmesiden mange års erfaring med udvikling af bedre psykiatrisk medicin.

Folketidende har forsøgt at kontakte Anne Bille Knudsen både pr. telefon og mail. En telefonsvarer til klinikken oplyser, at den har 60 ugers ventetid. I en kortfattet mail skriver Anne Bille Knudsen:

"Jeg ønsker ikke at udtale mig."

Påbud til PsykiatriService Maribo v. Anne Bille Knudsen

I afgørelsen er der lagt vægt på, at Anne Bille Knudsen:

  • Ikke indhenter tilstrækkelige og relevante oplysninger.

  • Giver patienter med psykosesygdom, som f.eks. skizofreni, og som i forvejen får antipsykotisk medicin, stimulerende medicin (som fx ADHD-medicin), hvilket kan forværre psykoser.

  • Sætter patienten i behandling med flere forskellige typer antipsykotisk medicin på én gang, uden først at forsøge behandling med clozapin (et særligt antipsykotisk middel, man normalt bruger, hvis anden medicin ikke virker) - og følger dermed ikke den normale behandlingsrækkefølge eller gældende retningslinjer.

  • Giver antipsykotisk medicin mod aggressiv adfærd, uden at tage højde for, at aggressionen måske kan være en bivirkning af den stimulerende medicin, patienten allerede får.

  • Ikke forholder sig til, om det er nødvendigt at nedlægge kørselsforbud i forbindelse med medicinsk behandling, der kan påvirke evnen til at føre motorkøretøj.

  • Ikke følger tilstrækkeligt op på behandling, hun har ansvar for - særligt ved ADHD-medicin - og beskriver ikke effekt og bivirkninger fyldestgørende.

  • Gennemfører flere større medicinændringer på én gang, hvilket gør det umuligt at vurdere effekt og bivirkninger.

  • Fornyer recepter på afhængighedsskabende lægemidler uden fremmøde og uden dokumentation for, at der er grundlag for at fravige kravet om fremmøde.

  • Ikke journalfører i overensstemmelse med reglerne og undlader at journalføre tilstrækkelige og relevante oplysninger.