På papiret var der markant forskel på Nykøbing FC og IF Lyseng, inden de tørnede sammen i 3. division på Lollands Bank Park.
Hvor Nykøbing-holdet i de første fire kampe endnu ikke har tabt, har Lyseng ikke gjort andet.
Fire kampe, fire nederlag. Og den dårlige stime fortsatte heldigvis på Falster.
Da Folketidende taler med NFC’s cheftræner, Mikkel Thygesen, er han da også godt tilfreds med kampen.
- Vi er alle sammen glade og stolte over dagens resultat. I de sidste kampe har vi skabt rigtig mange chancer. I dag havde vi så slutprodukt på. Så det var en dejlig dag.
En sikker sejr
Nykøbing FC formåede at gå til pausen med en betryggende føring på 2-0, begge mål sat ind af Emmanuel Ogude, der kom til klubben tidligere i år.
Den samme måltendens flød dog ikke med over i anden halvleg. I hvert fald ikke i starten. Men henimod slutningen formåede Nykøbing FC igen at finde netmaskerne, faktisk hele to gange til kampens resultat 4-0.
Den første gang var Benjamin Kold efter 81 minutter, den anden var Ole Jakobsen syv minutter efter.
- I dag var en kamp, hvor vi sprudlede offensivt. Men man skal også huske defensiven i det her. Især de fire bagerste samt Jeppe (Rasmussen, red.) på mål. De spillede en rigtig god kamp og forsvarede det, der skulle forsvares.
Startet rigtig godt
Med sejren rykker Nykøbing FC helt op på andenpladsen i 3. division. 11 point har holdet raget til sig efter fem kampe, og de er blot to point efter Næsby på førstepladsen.
- Vi har startet rigtig godt. Vi har en KPI (nøgletal, red.) om, at vi skal have to point per kamp. Og det har vi nu. Her i starten er tabellen dynamisk. Derfor handler det for os om at være konstante i vores præstationer og udtryk. Og holder vi to point i snit over 32 kampe, rykker vi op.
Mikkel Thygesen fortæller, at de fejrer sejren om søndagen, men allerede dagen derpå ser de frem mod næste kamp.
Den udspiller sig lørdag den 6. september, hvor Nykøbing FC skal møde FA 2000.
Et hold, der efter fem kampe ligger på en ottendeplads med seks point.
Seneste artikler
To nye brandstationer snart klar til brug
Q&A med Freddy Svane: Måske en tur på et brunt værtshus i Rødby
Måtte lukke efter syv dage: Nu er der nyt om café
Radio SydhavsØerne fylder 40: Klokken 11.11 skete det
En dårlig beslutning bliver ikke bedre af at fastholde den – sæt datacenteret på pause
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet