Sundhed

Pengene skal blandt andet bruges til at indrette omsorgspladser i Stokkemarke, når Region Østdanmark overtager boligerne ved årsskiftet. Foto: Anna C. Møhl

Stort løft: Flere penge til mere sundhed 

Ny politisk aftale sikrer flere penge til mere lighed i sundhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sundhedsrådene

For at styrke samarbejdet mellem regionen og kommunerne, oprettes der med sundhedsreformen seks sundhedsråd i Region Østdanmark.

Sundhedsrådenes opgaver bliver at sikre en mere sammenhængende sundhedsindsats, hvor sygehuse, praktiserende læger og kommunale sundhedstilbud arbejder tættere sammen. Der vil være særligt fokus på forebyggelse, ældrepleje og koordinering af sundhedstilbud tæt på borgerne.

Der bliver sat markant flere penge af til sundheden i Syd- og Vestsjælland, samt øerne.

Torsdag aften blev alle partier i Region Østdanmark enige om en aftale, der sikrer sundhedsrådene i syd, vest og øerne et stort løft til at udbygge kvaliteten i de opgaver, som de efter nytår overtager ansvaret for fra kommunerne. 

Partierne har sendt i alt 555 millioner kroner ud for at styrke områderne i 2027 - heraf afsættes 400 millioner kroner til sundhedsrådene i de to sundhedsråd på Sjælland og øerne. Det samlede beløb stiger til 757 millioner kroner i 2030.

Pengene skal mindske den geografiske ulighed i sundhed og at borgerne i alle seks sundhedsråd skal have sundhed af høj kvalitet. Pengene er til omsorgspladser og akutsygeplejen i kommunerne, der fra årsskiftet overgår til regionen.

Fuld enighed

Det bliver borgerne i især den sydlige og vestlige del af regionen, der får løftet kvaliteten.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) er stolt over, at der på den måde er fuld enighed om at bakke op om Sundhedsreformens formål om at skabe mere lighed.

Vi giver et solidt økonomisk fundament til at løfte kvaliteten - især for de to syd- og vestsjællandske sundhedsråd, hvor borgerne fortjener et løft i deres sundhedstilbud.

Lars Gaardhøj (S), formand for Region Østdanmark

- Det har været afgørende for Socialdemokratiet, at vi skaber et mere fair og retfærdigt sundhedsvæsen for alle borgere i hele den store region. Derfor er denne aftale utrolig vigtig. Vi giver et solidt økonomisk fundament til at løfte kvaliteten - især for de to syd- og vestsjællandske sundhedsråd, hvor borgerne fortjener et løft i deres sundhedstilbud. Nu er det op til sundhedsrådene at få pengene ud og virke, siger Lars Gaardhøj.

Lolliken og medlem af Lolland Byråd og Region Østdanmark valgt for Danmarksdemokraterne, Benny Damgaard, er fornøjet over den ny aftale.

- Danmarksdemokraterne er yderst tilfredse med at være med i denne del af en kommende budgetaftale i Region Østdanmark, og den første i regionens historie. Specielt peger vi på fordelingen af de økonomiske midler, som fordeles mere hensynsfuldt og efter princippet med mere lighed i sundhedsvæsenet, siger han.

Delaftalen om sundhedsrådenes økonomi betyder, at der i årene frem til 2030 bliver lagt yderligere penge oveni, så økonomien til de flyttede opgaver i de to sundhedsråd, svarer til de særlige udfordringer, der er i deres geografi.

Forhandlingerne om budgettet for 2027 fortsætter med 2. forhandlingsmøde 7. september, og her vil følge en række andre aftaler, der sætter rammen for økonomien i den nye store region.