I en tid før de såkaldte nigeriabreve, og før irriterende telefonsælgere kontaktede dig, kunne man på middelaldermarkeder møde nogle sælgere, der havde nogle helt specielle og nærmest magiske genstande med sig.
I Nysted kan man denne weekend møde foreningen Laudator Temporis Acti, der er klar med sådanne gode tilbud. Ved teltet sidder ridder Wolfe, der tusind år senere hedder Tom Woldbye Fehrenkamp. Han har styr på en masse relikvier, der kan give ejeren nogle kræfter fra fortidens helgener.
Historieundervisningen er jo i virkeligheden bare en masse gode fortællinger, hvor der bare bliver sat en masse årstal på.
Tom Woldbye Fehrenkamp
På et øjeblik vrimler det frem med tilbud. Eksempelvis kan du købe en nagle, der har siddet i det kors, som apostlen Peter blev korsfæstet på. Eller hvad med nogle jordiske rester af selvsamme Peter? Da journalisten kigger tvivlende på de sten, der bliver præsenteret for ham, kommer svaret hurtigt.
- Jesus fortalte Peter, at han er den klippe, hvor på han ville bygge sin kirke. Derfor er disse sten fra under Peters kirke, lyder det med overbevisning fra sælgeren af de jordiske rester.
Det sidste Jesus hørte
Annonce
Middelalderen var en farlig tid, og vil man ikke have hjælp af diverse relikvier, kan man på markedet i Nysted se, hvordan en ridder forsvarer sig. Foto: Palle Nevad Frandsen
Han hiver også et par cikader frem. Den ene dyrere end den anden. Det er ikke kun fordi den ene mangler en vinge, at den koster mindre, men også på grund af dens historie. Cikaderne var nemlig de sidste Jesus hørte inden sin død. Og selvfølgelig er den sidste han hørte også den, som koster mest.
På den måde vælter historierne ud fra Tom Woldbye Fehrenkamp. De er en lektion i historieundervisning, som bliver leveret med et glimt i øjet.
I omkring 25 år har han været bidt af middelalderverdenen, og et par gange om året er han sammen med sin forening ude på markeder.
Vennen købte sværd
- Det begyndte egentlig med, at jeg sammen med en kammerat ville tage til et middelaldermarked med vores sønner, der er jævnaldrende. På markedet fik min kammerat købt et sværd, men vi fandt ud af, at det krævede våbentilladelse, og derfor lavede vi en forening, forklarer Tom Woldbye Fehrenkamp.
Havde den ikke været ægte, så ville en grøntsag på over tusind år jo for længst være rådnet væk.
Tom Woldbye Fehrenkamp.
Ved at lave en forening er det nemmere at få tilladelse til sådan et blankvåben.
Idéen med relikvierne opstod som led i et undervisningsforløb, som vennerne havde tilmeldt sig. Her forsøgte de at sælge relikvier, og fik ros for at have fanget tankegangen i middelalderen.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Siden har det handlet om at opbygge samlingen af de dyrebare effekter, og selv om det lyder som de rene røverhistorier, så bliver det hele krydret med fakta. Der er nemlig ikke de store salg i relikvierne, som koster adskillige tusinde kroner - for det er jo dyrt at blive ejer af noget så unikt, og så magisk som en rest af en helgen.
Anderledes historieundervisning
At leve sig ind i rollen som Wolfe ville nok være svært, hvis ikke man fandt middelalderen for fascinerende.
Annonce
- Historieundervisningen er jo i virkeligheden bare en masse gode fortællinger, hvor der bare bliver sat en masse årstal på, siger Tom Woldbye Fehrenkamp.
På middelaldermarkedet kan man også komme helt tæt på fortidens våben. Foto: Palle Nevad Frandsen
Foreningen Laudator Temporis Acti består af omkring 15 medlemmer, hvor omkring seks er aktive på markederne.
Journalisten får ikke lov at forlade pladsen i skyggen uden et sidste tilbud. Et særdeles værdifuldt relikvie. En "morot", der blot ligner en hvilken som helst anden gulerod. Men det er det så langt fra. Der er nemlig bundet et stykke snor omkring.
Værdifuld gulerod
Uden denne hellige morot ville hele den kristne fortælling aldrig været blevet til noget. For æslet med den højgravide Maria var gået i stå på vej mod Betlehem, og den ville ikke gå længere på grund af sult. Josef fandt en gulerod blandt de ting, han havde bragt med. Ved at binde den på en pind, og hænge den foran æslet, lykkedes det at komme frem til byen - og resten er som bekendt historie.
- Du tænker nok, hvordan du kan vide, at dette er den ægte morot, siger ridderen til Folketidendes udsendte.
- Havde den ikke været ægte, så ville en grøntsag på over tusind år jo for længst være rådnet væk.
Journalisten må dog afslå købet, da de ønskede 750.000 kroner ikke lige er kommet med på markedet denne dag.
Nysted Middelaldermarked er åbent søndag frem til klokken 16.