SE VIDEOEN ▶️

Mange tunge lastbiler som denne drøner hver dag gennem Nørre Alslev by.

Tung trafik i Nørre Alslev: Nu blander politiker sig i debatten

Venstres lokale kandidat Thomas Huge bakker borgerne op i kampen mod støj og tung trafik på Gåbensevej i Nørre Alslev. - Mennesket skal komme før systemet, siger Thomas Huge.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg synes, man skal tage Andreas’ forslag alvorligt. Han har gjort et stort stykke arbejde, og det er sådan nogle borgere, vi skal lytte til.

Thomas Huge

Da Folketidende i weekenden skrev om Andreas Ulrich og beboerne på Gåbensevej i Nørre Alslev, der har fået nok af tung trafik og støj, fik historien hurtigt politisk genklang. Nu melder Venstres lokale kandidat Thomas Huge sig på banen.

- Jeg synes, Andreas og de andre borgere har en vigtig sag. Et menneske skal ikke lide under støj og rystelser, fordi gamle servitutter forhindrer, at man kan opsætte støjskærme. Mennesket skal komme før systemet, siger Thomas Huge.

Thomas Huge bor selv i Nørre Alslev og har i ti år siddet som formand for skolebestyrelsen på Nørre Alslev Skole. Allerede dengang oplevede han, at trafikken var et problem - særligt for de børn, der cykler til skole.

Politisk opbakning til borgere i Nørre Alslev

  • Venstres lokale kandidat Thomas Huge støtter Andreas Ulrich og beboerne på Gåbensevej i deres kamp mod tung trafik og støjproblemer.
  • Thomas Huge opfordrer Guldborgsund Kommune til at handle hurtigt med støjdæmpende asfalt og cykelstier, før den nye Storstrømsbro øger trafikken yderligere.

- Der er ingen cykelsti fra Orehoved til Nørre Alslev, og det har jeg påpeget tidligere. Når vi nu ser ind i op mod 8.000 biler i døgnet, er det ikke befordrende, hverken for børn eller turister, der cykler gennem byen, siger han.

Ifølge Thomas Huge bør kommunen både lægge støjdæmpende asfalt, overveje ny cykelsti til Orehoved og ændre de gamle byggeservitutter, der i dag forhindrer opsætning af støjværn.

- Det er de lavthængende frugter. Støjdæmpende asfalt burde være det første skridt, siger han.

En opgradering af infrastrukturen

Andreas Ulrich og 13 andre borgere i Nørre Alslev har tidligere sendt et oplæg til Guldborgsund Kommune med syv forslag til løsninger - blandt andet omledning af tung trafik uden om byen, trafiksanering og støjreducerende asfalt. Men de har endnu ikke fået svar.

- Jeg synes, det er bekymrende, hvis en henvendelse fra borgere bare forsvinder i systemet. Kommunen bør som minimum svare, siger Thomas Huge.

Han peger desuden på, at kommunen bør tænke mere langsigtet.

- Vi står over for, at den nye Storstrømsbro åbner. Det betyder markant mere trafik, og så nytter det ikke, at vi først begynder at tænke løsninger, når problemet er blevet værre, siger han.

- Vi mærker vibrationerne i huset

I sin oprindelige henvendelse til kommunen beskrev Andreas Ulrich, at støjen fra lastbilerne går “direkte gennem væggene”.

- Vi kan mærke vibrationerne, når de store lastvogne passerer. Det er lavfrekvent støj, og den påvirker ens nervesystem. Man bliver simpelthen stresset af det, sagde han til Folketidende.

Ifølge Andreas handler det ikke kun om komfort - men om livskvalitet.

Thomas Huge arbejder som landmand og stiller op for Venstre til kommunalvalget i Guldborgsund.

- Nørre Alslev er en by i vækst, men det vil være ærgerligt, hvis trafikken får folk til at flytte væk igen, siger han.

Målinger først

Formanden for Teknik, Klima og Miljøudvalget, Jesper Blomberg (M), har tidligere udtalt, at han ikke har modtaget Andreas’ henvendelse direkte - men at sagen formentlig ligger hos forvaltningen.

- Broen er ikke åbnet endnu, så vi kender ikke trafiktallene. Før vi kan gøre noget, skal der laves målinger, der viser, at støjen eller trafikken faktisk er blevet værre, sagde Jesper Blomberg.

Han understregede dog, at kommunen er åben for dialog:

- Det er godt, at borgerne bringer det op nu - men de skal også bringe det op igen, når broen er i drift.

- Det er nu, man skal handle

Thomas Huge håber, at sagen kan komme op politisk, før trafikken stiger yderligere, når den nye Storstrømsbro åbner.

- Vi kan lige så godt begynde nu. For når først broen står klar, bliver Gåbensevej i praksis hovedvejen ind til Nykøbing fra nord. Det vil give mere trafik, flere lastbiler - og flere gener for borgerne.

Han mener, kommunen bør vise handlekraft:

- Jeg synes, man skal tage Andreas’ forslag alvorligt. Han har gjort et stort stykke arbejde, og det er sådan nogle borgere, vi skal lytte til.