Til salg

Finn Pedersen og Ciuk Etro sælger deres restaurant. Arkivfoto: Eva Højrup

Sælger restaurant: For meget bøvl med færgerne

Par hopper videre til næste ø.

Offentliggjort

For bare 150.000 kroner kan man overtage den orientalske restaurant på Femø Havn. Sælgeren, Finn Pedersen, lover endda, at man kan tjene en årsløn på bare to til tre måneder. 

Finn Pedersen og hans hustru Ciuk Etro overtog Alices Is og Pølsebod i 2025 og har ikke bare lavet pomfritter og burgere. De har også serveret pad thai og andre thailandske lækkerier for gæsterne. 

Men efter to sæsoner er det slut med orientalsk køkken på øen. 

Fortvivlet

Parret har besluttet, at det bliver for usikkert at drive en restaurant på Femø med færre færgeafgange.

- Færgesituationen er årsagen til, at vi sælger. Med færre afgange kan vi ikke være sikre på at få frostvarerne, inden de er fordærvet, siger Finn Pedersen.

Han forklarer, at Dagrofa leverer frostvarerne på havnen i Kragenæs og så kan der nogle gange gå op til fem timer, før de lander på Femø Havn.

- Vi kan se, at der er en risiko for, at der går for lang tid, før vi få leveringerne, og den risiko tør vi ikke løbe. Vores frostvarer skal bare være 100 procent i orden, siger Finn Pedersen. 

Han er - ligesom mange andre af ø-boerne - fortvivlet over færre afgange og kun to færger.

Vi er kommet til at holde af Femø og har købt hus, fordi vi ville satse på øen, så det er øv altsammen.

Finn Pedersen

- Hvis vi skal til lægen, tager det en hel dag. For hver dag der går, oplever vi en bunke problemer, siger Finn Pedersen.

Flytter fra øen

Parret, der bor på Femø, har efterhånden fået et godt netværk og havde planer om at lave events på havnen. 

- Men det kræver, at turisterne kan komme til øen og det kniber det gevaldigt med. Vi er kommet til at holde af Femø og har købt hus, fordi vi ville satse på øen, så det er øv altsammen, siger han.

I stedet har Finn Pedersen og Ciuk Etro planlagt, at de vil flytte fra øen.

De rykker til Fejø, så snart andre er rykket ind i køkkenet på havnen.

Finn Pedersen siger, at de har fået flere henvendelser om at overtage restauranten.

- Nu må tiden vise, om de er seriøse, siger han.

Finn Pedersen ønskede sig et ø-hop i de danske farvande. Nu hopper han og hans hustru fra Femø til Fejø. Arkivfoto: Eva Højrup

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.