Guldborgsund

Det kan både ende med individuelle løsninger som watertubes og et stort fælles havneprojekt, når der skal klimasikres på de udsatte havnearealer. Arkivfoto

Byrådsmedlemmer ønsker havnedialog: - Vi skal finde en ny løsning

Ganske få borgere til at betale for en klimasikring af en havn til gavn for en hel by. Det er ikke en god opskrift, for der skal mange flere til at betale, mener to byrådsmedlemmer.

Offentliggjort

Forleden kunne man i Folketidende læse om en digelagformands frygt for at stå med en hel by, der nu skal til at sejle sin egen sø i forhold til fremtidige oversvømmelser.

Fuldstændig skrottet

- Hvis mødet ender med løsning nummer 5, så ser jeg det fælles projekt som fuldstændig skrottet.

Sådan lød det tidligere på ugen fra Thomas Juhl, der er formand for Foreningen til Stiftelse af Nysted Digelaug.

Flere løsninger

Løsning 1 på at højvandssikre Nysted Havn er en fælles højvandssikring af havneområdet og Strandvejen med højvandsmur, svinerugsplanker og højvandsskotter. Anlægsudgiften anslås til at være 12 millioner kroner eksklusive moms.

Løsning 5 lægger op til "lokal sikring, hvor den enkelte ejendomsejer selv beslutter, om og hvordan egenejendom skal sikres".

Byrådsmedlemmerne Casper Schneidereit og Christian Schou - begge fra Guldborgsundlisten - vil nu forsøge at finde en ny form for fælles løsning for Nysteds højvandssikring, hvor udgifterne er fordelt ud på mange borgere.

Teknik-, Natur- og Miljøudvalget har foreløbig blot drøftet højvandssikring af Nysted, og udvalget vil tage sagen op som en beslutningssag næste gang.

Digelagsformanden kunne heller ikke se formålet med en fortsat dialog og samarbejde med kommunen om det fælles havneprojekt, der ellers var udset til at kunne være løsningen på højvandsudfordringerne i Nysted.

Hælder til billig løsning

Baggrunden for den holdning var, at Teknik-, Natur og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune netop havde drøftet Nysteds havnesikring mod oversvømmelser.

Blandt andet en løsning 1, som går på en højvandssikring for 12 millioner kroner eksklusive moms. Den går digelavet i Nysted ind for.

- Umiddelbart hælder jeg mest til, at det bliver den billige løsning, lød det oven på mødet fra udvalgsformand Henrik Høegh-Andersen med henvisning til løsning nummer 5.

To tilbage

Sidstnævnte er den anden af to tilbageværende bud på udvalgets dagsorden, som til at starte med rummede fem forskellige løsninger.

Med "den billige løsning" mener udvalgsformanden den, hvor der skal ske en "lokal sikring, hvor den enkelte ejendomsejer selv beslutter, om og hvordan egen ejendom skal sikres."

34 ejendomme om regning

Intet er besluttet endnu. Men nu vil to medlemmer af TNM-udvalget med egne ord gerne slå et slag for, at der stadig kan findes en fælles vej med borgerne omkring Nysteds højvandssikring.

- Den store udfordring ved løsning 1, som den ligger i dag, er netop, hvem der skal betale. Anlægget er anslået til 12 millioner kroner. Med moms og finansiering over 25 år bliver det cirka 867.000 kroner om året, siger byrådsmedlem Casper Schneidereit (G) og fortsætter:

- Kommunen betaler cirka 148.000 kroner om året som ejer af havne- og vejarealerne. Resten - cirka 719.000 kroner om året - skal betales af 34 private ejendomme og bygninger på havnen.

Han tilføjer, at løsning 1 svarer til en regning på mellem 10.500 og 52.800 kroner om året pr. ejendom i 25 år, og drift og vedligehold kommer oveni.

- Over 80 procent af regningen lander hos en lille gruppe borgere. Det kan vi ikke stå inde for, siger byrådspolitikeren.

Går i gang nu

Han sidder sammen med Christian Schou i TNM-udvalget.

De to partifæller fra Guldborgsundlisten er nu på en fælles mission i sagen om den fremtidige klimasikring af Nysted Havn. De ønsker at genoptage dialogen med Nysted Digelaug.

Thomas Juhl er formand for Foreningen til Stiftelse af Nysted Digelaug. Han frygter et fuldstændig stop af et fælles klimasikringsprojekt med kommunen. Foto: Kim Møller Pedersen
Thomas Juhl er formand for Foreningen til Stiftelse af Nysted Digelaug. Han frygter et fuldstændig stop af et fælles klimasikringsprojekt med kommunen. Foto: Kim Møller Pedersen

- Det går vi i gang med nu. Foreningen til Stiftelse af Nysted Digelaug har lagt et forslag frem, hvor hele byen bidrager. Det er vi principielt enige i. Hele byen har glæde af havnen, og uden havnen var Nysted en helt anden by. Men fordelingen skal hænge sammen med det, vi har gjort andre steder, siger Casper Schneidereit.

Han henviser til, at der i digelagets forslag er en regning på 73 procent af udgifterne til højvandssikring, som ender hos kommunen.

Kommunen tog en fjerdedel

- I Sakskøbing besluttede byrådet, at de beskyttede grundejere skulle betale, og kommunen betalte cirka en fjerdedel. Hvis kommunen betaler hovedparten i Nysted, vil mange i Sakskøbing med rette mene, at de er blevet behandlet anderledes, siger Casper Schneidereti og fortsætter:

- Derfor er det afgørende for os, at den kommunale medfinansiering i Nysted bliver den samme som i Sakskøbing.

Han henviser også til, at i forbindelse med slusebyggeriet i Sakskøbing Fjord endte entreprisen med at stige 36 procent over overslaget, og grundejernes bidrag steg 131 procent over de sidste fem år af projektperioden.

- Nysted har brug for en løsning nu, og en realistisk model kunne være, at kommunen betaler cirka en fjerdedel, at grundejerne og erhvervet tættest på vandet betaler en fjerdedel og at de omkring 400 matrikler i resten af Nysted betaler resten, lyder det fra Casper Schneidereit. 

Her ser du 60 tilhørere på borgermødet i Nysted om højvandssikring.
Mange borgere har gennem årene været rundt om adskillige møder om mulige bud på at højvandssikre på havnen i Nysted. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.