Sport

TSØ tog fredag aften imod topholdet HØJ. Arkivfoto: Team Sydhavsøerne

TSØ i nervepirrende opgør: - Tæt på det bedste, vi har leveret

Da TSØ og HØJ tørnede sammen i en stemningsfyldt Lollands Bank Arena, leverede hjemmeholdet ifølge cheftræneren en solid præstation.

Offentliggjort

TSØ skulle levere en toppræstation uden lige for at slå tabellens leder, HØJ, da de to hold tromlede sammen fredag aften.

Selvom TSØ ifølge cheftræner Nicolai Worsøe også lykkedes med at levere en meget solid præstation, endte det ikke med at være helt nok til point. Kampen endte 31-29 til HØJ.

Toppræstation

Selvom kampen i sidste ende ikke faldt ud til TSØ's fordel, er det en stolt træner, der ser tilbage på kampen.

- Det er jo paradoksalt, at det så heller ikke er nok til at vinde mod så godt et hold, men jeg synes langt hen ad vejen, at vores spillere leverer i top, siger han.

Holdet har været skadesramt, og det betød, at kampen blev en anelse smallere, end cheftræneren havde ønsket.

- Vi løber nok en smule tør for kræfter i den sidste periode af kampen, hvor vi godt vidste, at vi ville komme til at døje lidt med det. Selvom vi spiller en af vores måske bedste første halvlege i sæsonen, så er det også den halvleg, hvor vi måske skulle have været foran med tre, fire eller fem stykker til halvleg, hvis vi skulle vinde sådan en kamp.

TSØ havde føringen i det meste af første halvleg, men nær pausefløjtet var HØJ kommet op på siden, så holdene gik til pause på stillingen 16-16.

Stor opbakning

I anden halvleg fortsatte TSØ med at være rigtig godt med i kampen, men hen mod slutningen slap kræfterne op. HØJ, og i særlig grad Lasse Andersson, styrede ifølge cheftræneren kampen. Da TSØ-kræfterne var sluppet op, fik HØJ overtaget og endte på den måde også med at vinde kampen 31-29.

Det skete foran godt 1350 tilskuere i Lollands Bank Arena, hvor stemningen ifølge Nicolai Worsøe var eminent.

- Det var helt vildt - kæmpe kadeau til hele organisationen bag os. Det var virkelig godt arbejde, og flot at se så mange både til kampen og førkamparrangementet. En fed, fed stemning og en virkelig god oplevelse for drengene, siger cheftræneren.

- Det var en fed kulisse at være del af, og jeg er 100 procent sikker på, at det var med til at give os en lille smule vinger i starten af kampen - selvom det ikke var nok.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.