Lolland

Planerne er, at datacenteret skal ligge på Stensøgrunden i Nakskov. Arkivfoto

Godsejer trækker datacenter-ansøgning tilbage

Den kommende ejer af et eventuelt datacenter har valgt at sende kommunen et nyt oplæg.

Offentliggjort

En otte siders ansøgning om et datacenter ved Nakskov er trukket tilbage. I stedet ligger der nu en ny ansøgning på cirka halvanden side.

Normalt er det en projektudvikler, der står for at udarbejde ansøgningen. Sådan var det også med datacentret ved Nakskov indtil nu.

I et bilag til byrådsmødet er det kommet frem, at Carl-Johan von Rosen, der står til at blive kommende ejer af datacentret gennem firmaet Green X Energy Nakskov, har trukket projektudviklerens originale ansøgning tilbage og erstattet den med sit eget skriv.

Ikke retvisende

Folketidende har tidligere stillet spørgsmål til projektudvikleren Thylander om nogle angivelige uoverensstemmelser i den originale ansøgning.

- De forskellige tal, der fremgår af materialet, afspejler, at projektet fortsat befinder sig i en udviklings- og projekteringsfase, lød svaret fra Anders Frich Mathiesen, som er administrerende direktør for Thylander Datacenter.

I den nye ansøgning forklarer Carl-Johan von Rosen, hvorfor han har valgt at trække Thylanders ansøgning tilbage. Den giver nemlig ikke et retvisende billede af projektet, mener godsejeren.

"Dette er en opdatering af "Ansøgningen", som i sin oprindelige form tager udgangspunkt i en generel standardskabelon for datacentre", skriver godsejeren.

Godsejer Carl-Johan Einar von Rosen er manden bag datacenter-ideen i Nakskov. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Han uddyber, at Thylanders ansøgning ikke giver et retvisende billede af projektet eller designet. Carl-Johan von Rosen lover, at projektet vil blive yderligere konkretiseret og præciseret gennem den videre dialog med Lolland Kommune.

Gas eller diesel

Nogle af de største forskelle mellem ansøgningerne findes i planerne om nødenergi-anlægget.

I Thylanders originale ansøgning var planen, at datacentret skulle drives med dieselgeneratorer, hvis strømmen går. I Carl-Johan von Rosens ansøgning skal datacentret drives med "lokalt produceret biogas som backupenergi-forsyning". Samtidig skal batterilagring også være en del af forsyningen.

Ifølge firmaet kW-set, der leverer backupenergisystemer til et datacenter i Ballerup, oplyser firmaet, at dieselgeneratorer er den bedste løsning til nødsituationer. Hvis der skal bruges gas, kræver det 10 til 20 gange så meget opbevaringsplads. Samtidig vil der skulle bruges cirka en million gange mere plads, hvis et batteri skal bruges til backup.

Carl-Johan von Rosens nye ansøgning kom fire dage efter, at klima-, teknik- og miljøudvalget sendte planerne om at ændre lokalplanen, så der kan bygges et datacenter ved Nakskov, til byrådet.

Stadig et godt samarbejde

Selv om Carl-Johan von Rosen har sendt den nye ansøgning uden om Thylander, fastslår den administrerende direktør for datacentre i Thylander, Anders Frich Mathiesen, at der stadig er et samarbejde. Han udtaler i et skriftligt svar:

- Vi har skabt platformen Thylander Data Centers med formålet at gå forrest i udviklingen og sætte en ny standard for, hvordan datacentre bygges og drives i Danmark. Vi har et godt og tæt samarbejde med Carl-Johan von Rosen, og vi arbejder på at lave et helstøbt projekt.

- Der kommer en færdig projektansøgning med konkret projekt på datacenteret, når det er klar. Projektet bliver naturligvis lavet inden for rammerne i både lokalplanen, ligesom at vi også overholder miljøloven, og vi søger ikke dispensationer for de givne rammer, slår Thylanders datacenterdirektør fast.

Folketidende har rakt ud til Carl-Johan von Rosens firma Green X Energy Nakskov, men har ikke fået svar inden tidsfristen.

Ændringen af lokalplanen omhandler det omkransede område. Skærmbillede

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.