Lolland

To personer står ved en overdækket indgang til en murstensbygning med skiltning.
Formand Rikke Suhr og bestyrelsesmedlem Julie Lærke Lorentzen foran klubhuset den mandag, hvor branden var sket. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Klubhus brændte: Det har klubben fået reddet ud

For knap tre uger siden mistede lokal forening næsten alt i en påsat brand.

Offentliggjort

Klubhuset står der endnu med sine gule mursten og det røde tag. Nogle vinduer og døre er dækket med træplader, og næsen kan stadig fange lugten af den brand, som næsten spiste alt indenfor.

I Søllested Idrætsforening kom den påsatte brand som et kæmpechok. Nok har foreningen stadig det klubhus, som medlemmerne selv byggede for snart 50 år siden, men massevis af minder er blevet ødelagt.

De gæve klubfolk måtte vente længe på, at politiets teknikere fik gennemgået brandtomten. Det var en nervøs venten på, hvad der gemte sig inde blandt de nu helt sorte vægge.

- Vi fik lov til at komme derind i sidste uge, fortæller klubformand Rikke Suhr.

Sådan kan du hjælpe klubben

Søllested Idrætsforening har startet en indsamling, hvor alle kan støtte med små eller store beløb.

Du kan støtte indsamlingen på følgende måder:

MobilePay: 102201

Bankoverførsel: Reg. nr. 5039 - Kontonr.: 1682643

Pengene som bliver samlet ind går ubeskåret til Søllested Idrætsforening og arbejdet med at få klubben på benene igen.

Klubben skriver selv på Facebook: "Vi kan ikke ændre det, der er sket – men sammen kan vi skabe noget godt for fremtiden!"

Noget er blevet reddet

Mens bestyrelsen og hele skaren af medlemmer i foreningen endnu må leve i uvisheden om, hvorfor det netop skulle gå ud over deres fælles mødested, så kunne de endelig få afklaret, hvor meget der var at hente ud efter den voldsomme brand.

For selv om eksempelvis køkkenet i klubhuset var næsten nyt, er det dækket af forsikringen. En tur til Ikea med forsikringspenge på lommen, og så kan et nyt køkken blive bygget op. Anderledes er det med de mange ting, der er blevet gemt fra de mere end 100 år, som byens boldklub har på bagen. Billeder og historiske trøjer er blevet flammernes bytte.

- Det er lykkedes at redde nogle af vores pokaler, som min far har taget med hjem og fået pudset lidt. Vi har også fået mappen inden fra kontoret ud, forklarer Rikke Suhr.

Stor lokal opbakning

Mappen er en scrapbog, som dokumenterer nogle af den lokale idrætsforenings bedrifter gennem årene.

Der lykkedes også at hente andre ting ud. Blandt andet en Soundboks, com stod i et omklædningsrum, der i modsætning til flere af de øvrige rum i klubhusets stueetage ikke var brændt. Formanden tvivler dog på, om der kommer meget lyd ud af den, da den formentlig har fået masser af vand under slukningsarbejdet.

Efter branden har Søllested-klubben mærket et stort sammenhold i foreningslivet på Lolland-Falster. Flere andre foreninger har henvendt sig og tilbudt hjælp på den ene eller anden måde. 

- Vi har fået bolde fra Sport24 i Nykøbing og DBU Lolland-Falster, og Intersport var hurtige til at hjælpe med noget spillertøj. Helt generelt har der bare været mange, som gerne ville hjælpe, slår Rikke Suhr fast.

Person foran en murstensbygning med rødt tag og afspærringsbånd.
Det er kun få måneder siden, at Rikke Suhr kunne glæde sig over et helt nyt tag på klubhuset. Foto: Palle Nevad Frandsen

Samler penge ind

Hjælpen er også kommet internt i klubben. 

Blandt klubbens damespillere var der nogle, som foreslog, at bestyrelsen lavede en indsamling, så der var mulighed for at støtte den hårdt ramte klub økonomisk.

- I første omgang var jeg ikke meget for idéen, da vi jo er forsikret, men det kan måske være med til, at vi får mulighed for at investere i noget andet, siger Rikke Suhr.

Alle pengene går ubeskåret til genopbygningen af klubben. Men uanset hvor mange penge der bliver samlet ind, og hvor meget forsikringen erstatter, vil der være uerstattelige minder, som er gået tabt for altid.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.