Fredag aften er der lagt i kakkelovnen til et brag af et opgør, når stjernerne fra Høj Elite gæster Lollands Bank Arena i Maribo for at møde Team Sydhavsøerne.
Det kan mærkes på billetsalget. Hjemmeholdet kan nemlig allerede melde udsolgt på siddepladser.
Sportschef Morten Juul forklarer, at der er to årsager til den store interesse.
- Høj Elite er et hold med nogle prominente navne. De har en Lasse Andersson, der lige er blevet udtaget til landsholdet. Han skal spille mod TSØ fredag, og onsdag i næste uge spiller han for Danmark mod Spanien i Boxen (Jyske Bank Boxen i Herning, red.). De har Jannick Green med masser af landskampe på cv'et, og så har de Hampus Wanne, som har spillet i Barcelona og måske er en af de bedste venstre fløje gennem tiden.
- De har landsholdsspillere på samtlige pladser, siger Morten Juul.
Den anden årsag er sit eget holds succes. Inden opgøret ligger lollikkerne på en delt andenplads i 1. division med 12 point - blot to point efter netop Høj på førstepladsen.
- Jeg håber også, at folk kommer, fordi det ikke er helt umuligt, at hjemmeholdet kan vinde. Vi har vundet fem kampe i streg, og hvis vi vinder, ligger vi midlertidigt nummer et, siger sportschefen.
Håber på 1.600 tilskuere
I skrivende stund er der solgt omkring 1.300 billetter til topopgøret.
Tilskuerrekorden for en hjemmekamp er ikke sat i Maribo, men i Nykøbing. Her spillede Team Sydhavsøerne foran 2.775 tilskuere, da man i samarbejde med NFH rykkede hjemmebanen til Spar Nord Boxen og holdt dobbeltarrangement, hvor NFH spillede kamp efter TSØ.
I det opgør slog TSØ de senere ligaoprykkere fra KIF Kolding.
Så mange mennesker kan der ikke stuves sammen i Lollands Bank Arena. Men Morten Juul håber på, at en god slat mere når at sikre sig billet.
- Høj kommer også med en del tilskuere. Mit bedste bud er, at vi kan nå op på 1500-1600 tilskuere, siger han og fremhæver, at der er god tilslutning til førkampsarrangementer, hvor der fredag kommer 500 til spisning inden opgøret.
- Jeg håber, folk kan se, vi har et spændende hold, siger han og kommer med en appel:
- Hvis folk læser det her og måske ikke lige havde tænkt, de skulle i hallen - så kig forbi. Det kunne være hyggeligt, hvis vi kunne nå op på de 1.500. Kom i hallen, lyder det fra Morten Juul.
Der er kampstart fredag aften klokken 20.
Seneste artikler
Fond deler ud: Se hvem der får del i pengene
NFH henter norsk profil fra tophold
Bekræfter databrud: Personoplysninger i fare
Mark O. raser: - Jeg er mere vred, end godt er
Gadelamper gået i sort: - Husk lommelygten
Mest læste artikler
Femø-bo fandt død kvinde: - Jeg fik et chok
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
Lokalt byggemarked midlertidigt lukket