Guldborgsund

Anders Larsen (tv.) og Jan Hansen (th.) var mødt op for at høre om planerne for et nyt samlingssted. Foto: Eva Højrup

Visioner i Nørre Alslev: Vi mangler et samlingssted for alle 

Planerne om et moderne medborgerhus i Nørre Alslev er rykket et skridt nærmere. Tirsdag var borgerne inviteret til at komme med deres ideer.        

Offentliggjort Sidst opdateret

Planerne om Nexus – en ny mellembygning, der skal opføres mellem hallen og svømmehallen i Nørre Alslev – har været undervejs i næsten 10 år.

Nu begynder projektet for alvor at tage form. Tirsdag aften var der fuldt hus i hallens cafeteria, hvor godt 40 borgere blev orienteret om projektet, der vil løbe op i godt 30 millioner kroner. 

- Vi håber, at det lykkes, og vi giver ikke op. Vi ønsker at binde svømmehallen og hallen sammen som et slags moderne forsamlingshus, hvor man på tværs af alle aldre kan samles om interesser og mødes, fortæller Lars Jensen, der er formand for Nordfalster Idræts- og Kulturcenter, der står bag initiativet.  

Tirsdag aften blev Nexus-projektet præsenteret på et åbent borgermøde i hallens kantine i Nørre Alslev. Foto: Eva Højrup

Blandt deltagerne var Jan Hansen, der er flyttet til Nørre Alslev fra Vanløse. 

- Vi mangler et sted, hvor vi kan mødes og have et fælleskab. Der er ikke et sted her i Nørre Alslev, hvor man lige kan tage en kop kaffe sammen med nogen. Eller hvor man kan høre et foredrag eller lidt musik, siger han. 

En anden deltager var Anders Larsen, der er flyttet til området fra Gilleleje. 

- Jeg er meget interesseret i, om der er lokaler, vi kan bruge. Jeg vil gerne være med til at lave et tilbud om ITF Taekwon-Doo til børn og unge, fortæller han.    

Målet er ifølge initiativtagerne at skabe et stærkt samlingspunkt for både Nørre Alslev og Nordfalster. Visualisering: Friis Andersen Arkitekter

I Guldborgsund Kommunes budget for 2025-2028 er der stillet op til 12 millioner kroner i udsigt til projektet, hvis initiativtagerne selv skaffer den øvrige finansiering. Kommunens bidrag må højst udgøre halvdelen af de samlede udgifter.

Det betyder, at projektgruppen stadig har et stort arbejde foran sig med at skaffe fondsmidler. 

- Vi håber på Lokale og Anlægsfonden og vil også søge Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden, fortæller Lars Jensen. 

Får rådgivning fra fond

Projektet er foreløbig blevet oprettet som en såkaldt rådgivningssag hos Lokale og Anlægsfonden.

Det betyder, at fonden rådgiver initiativtagerne om blandt andet projektets udformning, og om hvordan det kan udvikles, så det står stærkest muligt i forhold til en ansøgning om støtte.

- Lokale og Anlægsfonden ønsker sig et fyrtårn, og vi vil rigtig gerne arbejde sammen med dem. De sparrer med os, og de støtter os, de er indstillede på, at vores projekt snart bliver præsenteret for bestyrelsen, fortæller Lars Jensen. 

Lars Jensen er formand for Nordfalster Idræts- og Kulturcenter, han er en af de frivillige, der står bag initiativet.

Skal binde området sammen

På aftenens borgermøde fortalte Lars Jensen de fremmødte om ideerne med Nexus, der betyder samlingspunkt. Bygningen skal være på cirka 1000 kvadratmeter. 

- Visionen er at skabe et sted for alle borgerne i lokalsamfundet i Nørre Alslev og på hele Nordfalster. Vi vil gerne have skolen og Ungdomsskolen med også, fortalte han tilhørerne under oplægget om projektet.  

- Man kan forestille sig fællesspisning en gang om ugen. Foredrag. Teater. Møder. Det skal være fleksibelt, fortalte han. 

Visualisering af hvordan det kommende medborgerhus kan komme til at se ud. Der er indgået et samarbejde med Friis Andersen Arkitekter i Nykøbing.

De første visualiseringer af en ny bygning blev præsenteret på borgermødet og viser blandt andet åbne opholdsarealer, en cafe og rum til forskellige aktiviteter. Tegningerne står arkitekten Douglas Ferrari fra arkitektfirmaet Friis Andersen Arkitekter i Nykøbing bag.

- Det er en af de mest spændende opgaver, jeg længe har haft, fortæller han. 

På mødet gennemgik han nogle af tankerne for bygningen, der skal bygges af canadisk cedertræ, der med tiden bliver gråt. 

- Eksempelvis så skal det være helt tydeligt, hvor indgangen er, så man ved, hvor man skal gå ind. Det gør man ikke i dag. Så skal det være et rum, der er hyggeligt og hjemligt, men samtidig moderne. Der skal være kig til hallen og fornemmelse af liv, fortalte han blandt andet. 

Arkitekt Douglas Ferrari fra arkitektfirmaet Friis Andersen Arkitekter i Nykøbing præsenterede tankerne bag den nye bygning. Foto: Eva Højrup

Borgerne skal med

På mødet blev der lagt op til, at borgere, foreninger og familier kan komme med idéer, tanker og ønsker til projektet.

Spørgelysten var stor, og der blev spurgt ind til parkeringspladser, om folkeaktier kunne være en idé, hvor køkkenet skal ligge, og ad hvilke gange folk kan gå frem og tilbage til de forskellige træningsaktiviteter.  Alle ideer blev flittigt noteret ned til arbejdsgruppen. 

- Det er godt, at vi får alle ideer og spørgsmål med, vi sætter pris på dem alle, det er meningen med hele mødet, sagde Lars Jensen som afslutning på mødet. 

Sagen kort om Nexus

Initiativtageren bag kultur- og idrætsprojektet Nexus i Nørre Alslev er Nordfalster Idræts- og Kulturcenter, formand er Lars Jensen. 

Projektet skal skabe et nyt samlingspunkt på Nordfalster og binde idrætshal, svømmehal og øvrige fællesfaciliteter tættere sammen.

  • Projektet udvikles i samarbejde med blandt andre Nørre Alslev Skole, Nordfalster Svømmehal og Ungdomsskolen.

  • Friis Andersen Arkitekter i Nykøbing har udarbejdet skitseforslag til den nye bygning.

  • Guldborgsund Kommune har tidligere støttet udviklingsfasen gennem Landdistriktspuljen.

  • I kommunens budget for 2025-2028 er der stillet op til 12 millioner kroner i udsigt til projektet. Kommunens bidrag kan dog højst udgøre 50 procent af de samlede udgifter, så initiativtagerne skal selv skaffe den resterende finansiering.

  • Nexus er oprettet som en rådgivningssag hos Lokale og Anlægsfonden. Det betyder, at fonden rådgiver om projektets udvikling, men der er ikke på nuværende tidspunkt garanti for økonomisk støtte.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.