Sport
Den norske venstreback Maja Furu Sæteren skifter til NFH. Foto: Svein Andre Svendsen
NFH henter norsk profil fra tophold
Maja Furu Sæteren har leveret både mål og assists på samlebånd i Norge. Nu bliver Nykøbing hendes næste destination.
En profil fra den norske liga skal fra næste sæson iføre sig den gule trøje. NFH har nemlig sikret sig venstrebacken Maja Furu Sæteren fra topholdet Larvik.
Sæteren, der er 23 år gammel, kommer til NFH med markante tal fra norsk håndbold. De seneste tre sæsoner har hun scoret 823 mål i den norske liga inklusive slutspil og European League. Samtidig har hun leveret 513 assists i den hjemlige liga inklusive slutspil.
I sidste sæson blev hun sågar kåret til assistdronning i den norske liga.
Nye muligheder i angrebsspillet
Cheftræner Niels Agesen ser især frem til at få en ny skudtrussel i bagkæden.
- Maja er farlig fra ni meter og kan tvinge forsvaret frem. Når modstanderne går på hende, har hun overblikket til at finde stregen eller spille bolden videre. Hun giver os nogle muligheder i angrebsspillet, som vi ikke har i samme form i truppen i dag, siger Niels Agesen i en pressemeddelelse.
For Sæteren selv har muligheden for at udvikle sig været central i valget af NFH.
- Jeg fik et rigtig godt indtryk af NFH og en følelse af, at klubben kunne passe godt til mig. Der er meget fokus på udvikling, og det er vigtigt for mig. Jeg vil gerne blive endnu bedre og udfordre mig selv på et nyt niveau i dansk håndbold, siger Maja Furu Sæteren.
Formand John Brædder understreger, at NFH ikke bare har tænkt sig "at kigge på, mens de andre spiller om de sjove placeringer."
- Som landmand ved jeg, at man skal så, før man kan høste. Vi har et stærkt fundament og dygtige folk omkring holdet. Maja er endnu et spændende skridt, og jeg har stor tro på, at vi har meget godt i vente, siger han.
Maja Furu Sæteren spiller sæsonen færdig i Larvik og skifter til NFH 1. juli 2027 på en treårig aftale, der løber frem til sommeren 2030.
Seneste artikler
NFH henter norsk profil fra tophold
Bekræfter databrud: Personoplysninger i fare
Mark O. raser: - Jeg er mere vred, end godt er
Gadelamper gået i sort: - Husk lommelygten
Efter masseaflivning af kalkuner: Vaccine kan være løsningen
Mest læste artikler
Femø-bo fandt død kvinde: - Jeg fik et chok
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
Lokalt byggemarked midlertidigt lukket