Alternativt klimatopmøde rykker til Mexico

Når de danske arrangører af Klimaforum09 fredag aften runder 12 dages klimaaktivitet af i DGI-byen i København, er håbet, at mexicanske græsrødder vil fortsætter kampen næste år.

Det er nemlig Mexico City, der i december næste år er vært for FN's klimakonference, COP16.

- De mange deltagere og de livlige debatter har oversteget vores vildeste forventninger. Vi håber, at projektet kan videreføres i forbindelse med COP16 i Mexico, siger John Holten-Andersen fra Klimaforums bestyrelse i en pressemeddelelse.

Arrangørerne af Klimaforum09 i København skønner, at i alt 50.000 mennesker har lagt vejen forbi DGI-byen i løbet af de sidste to uger.

Programmet har budt på debatter, foredrag og forhandlinger, der blandt andet er mundet ud i vedtagelsen af en fælles klimadeklaration.

- I deklarationen har vi nu en politisk platform, der kan bruges som fundament for en ny global klimabevægelse, forudser John Holten-Andersen.

I alt 700 frivillige har bidraget til Klimaforums afvikling, og arrangørerne skønner, at langt over 100 forskellige nationaliteter har været repræsenteret på forummet.

Klimaforum09 er blevet til i samarbejde mellem en række danske og internationale organisationer og har været befolkningens alternativ til de hårde forhandlinger i Bella Center.

Klimaforum lukker og slukker fredag aften med taler og musik i DGI-byen.  

/ritzau/

Arrangørerne af det alternative klimatopmøde i DGI-byen overdrager stafetten til mexicanske græsrødder i håbet om et tilsvarende i Mexico City i 2010.

Offentliggjort Sidst opdateret