Beskæftigelsesminister vil stramme greencard-ordningen
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil gøre det sværere for udlændinge at komme til Danmark for at arbejde.
Sammen med skatteminister Morten Østergaard (R) præsenterer hun torsdag en stramning af den såkaldte greencard-ordning. Det bekræfter ministerens sekretariat over for Ritzau.
Med ordningen har udlændinge fra tredjeverdenslande mulighed for at få opholdstilladelse i Danmark, men opstramningerne skal sikre, at de højt uddannede ikke ender med at køre taxa eller udføre rengøringsarbejde.
- Det, vi gør med opstramningerne, er, at vi sætter ind for at undgå den sociale dumping og de problemer, der har været, siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.
Regeringen vil skærpe greencard-ordningen ved at indskrænke opholdstilladelsen fra tre til to år. Man skal have haft arbejde inden for det seneste år, ellers indrages ens greencard.
Desuden kigger man efter to år på, om indkomsten er under 315.000 kroner, der er gennemsnitslønnen for nyuddannede bachelorer.
I så fald får man ikke fornyet sit greencard, lyder udspillet, som er del af regeringens forslag til, hvordan man rekrutterer flere højt uddannede udlændinge til Danmark.
Som ordningen er nu, forlænger kun tre ud af 10 udlændinge opholdet.
Under greencard-ordningen kommer de fleste udlændinge til Danmark fra Pakistan, Iran, Indien, Kina og Bangladesh. Mange medbringer deres familiemedlemmer.
Som en del af udspillet til international rekruttering vil regeringen også hente dygtige udenlandske iværksættere til Danmark for at skabe flere arbejdspladser.
Iværksætterne skal dog have en god idé ved hånden for at kunne bosætte sig i Danmark. De skal derfor sende en ansøgning med deres forretningsidé til et udvalg i et regionalt væksthus for at komme i betragtning til en dansk opholdstilladelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie