Danmarks underskud stiger lige til EU-grænsen
Regeringen er tilsyneladende parat til at gå lige til grænsen, når det kommer til underskuddet på de offentlige finanser.
Det fremgår således af regeringens forslag til finansloven, at regeringen er klar til at lade det faktiske underskud på de offentlige finanser stige fra 2,9 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2015 til 3,0 procent. Det erfarer Ritzau.
Underskuddet må ikke overstige 3,0 procent ifølge krav fra EU. Kravene er en del af EU's finanspagt og den tilknyttede danske budgetlov.
- Finanspolitikken for 2015 er planlagt helt til underskudsgrænserne i budgetloven og EU's Stabilitets- og Vækstpagt for at understøtte økonomien, lyder det ifølge Ritzaus oplysninger i forslaget til finansloven.
Også når man regner underskuddet ud som det såkaldt strukturelle underskud, går regeringen lige til grænsen. Her stiger underskuddet fra 0,4 procent til 0,5 procent af BNP.
I forbindelse med fremlæggelsen af sidste års finanslovudspil var regeringen ikke parat til at gå lige så langt.
- Med de usikkerheder, som der er i økonomien, vil det ikke være tilrådeligt at øge underskuddet helt ned til minus 0,5 procent. Så er der en stor risiko for, at man i sidste ende reelt overskrider grænsen, lød det dengang i regeringens udspil.
I 2010 fik Danmark en henstilling fra EU på grund af for store budgetunderskud. Den henstilling slap man fri fra i juni i år på et ECOFIN-møde blandt EU's økonomi- og finansministre.
Det er den internationale krise og særligt den europæiske finans- og gældskrise, der har medført, at der stilles så skrappe krav til udviklingen i de offentlige finanser fra EU's side.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie