DF har besluttet sig for at være imod farlig Mali-mission
Det er ikke blandt støttepartierne, at regeringen finder opbakning til at sende specialstyrker til Mali.
Dansk Folkeparti er imod at sende et Hercules-transportfly og 30 specialtrænede soldater fra Jæger- og Frømandskorpset til en FN-mission i Mali.
Det siger forsvarsordfører Marie Krarup til Ritzau, efter at Venstre-regeringens støtteparti har nølet lidt med, om det støtter missionen eller ej.
- Det bliver et nej fra vores side. Det er for farligt at sende vores soldater til Mali, hvor de reelt skal deltage i en afrikansk borgerkrig.
- Hvad transportflyet angår, så kan pengene bruges bedre og anderledes i Forvaret, siger Krarup til Ritzau.
Dermed tilslutter DF sig et andet af regeringens støttepartier, nemlig De Konservative, som heller ikke bakker op om missionen i Mali, hvor islamister og kriminelle bander huserer i landets nordlige regioner.
I nyere tid har både DF og De Konservative ellers bakket op om missionerne i Afghanistan, Irak og Libyen.
Ifølge DF har situationen i Mali ingen relevans for Danmark, men regeringen mener, at det er vigtigt at bidrage til fred i det vestafrikanske land. Det kan blandt andet betyde færre migranter til Europa og stoppe en rute til Europa for potentielle terrorister.
Tirsdag er der førstebehandling i Folketinget af beslutningsforslaget for Mali-missionen. Heri fremgår det, at missionen kommer til at koste Forsvaret 42 millioner kroner.
Af beslutningsforslaget fremgår det også, at specialstyrken forventes at blive sendt af sted til Mali fra april 2016 og otte måneder frem, og at det ventes at koste cirka 11 millioner kroner.
Transportflyet forventes udsendt i slutningen af oktober 2016 og seks måneder frem. Forventet pris er cirka 31 millioner kroner. Altså sammenlagt omkring 42 millioner kroner.
Alle meromkostninger forbundet med Mali -missionen afholdes inden for Forsvarets eksisterende økonomiske ramme.
Marie Krarup har tidligere luftet tanken om kun at sende transportflyet af sted, men 31 millioner kroner er for mange penge, som Forsvaret, der i forvejen er presset økonomisk, kan bruge bedre, siger hun nu.
Foruden specialstyrken og transportflyet kan Danmark desuden sende op til 30 stabsofficerer af sted til Mali. Én stabsofficer forventes at koste cirka 600.000 kroner om året. Siden januar 2014 har rundt regnet 20 stabsofficerer været i landet.
Regeringen skal dog ikke frygte, at missionen ikke bliver til noget. Selvom DF og De Konservative siger nej, er der opbakning fra Socialdemokraterne, De Radikale, SF, Alternativet og Liberal Alliance. Enhedslisten er eneste parti fra rød blok, som er imod.
Truslen mod både FN's landstyrker og flykapacitet i Mali er ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) høj og stigende.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie