Et gennemsnitligt hus vil stige 30.000 kr.

Et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter vil sige med 30.512 kroner, hvis regeringens vurdering om en stigning i boligpriserne går i opfyldelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann regnet sig frem til.

- Det svarer til, at boligejerne kan sætte 3390 dejlige skattefrie kroner ind på friværdikontoen hver måneden fra april til december, siger Lise Nytoft Bergmann.

Regeringens boligprognose bygger på forskellen mellem den gennemsnitlige boligpris i 2012 og den gennemsnitlige boligpris i 2013.

Nordea er på linje med regeringen i, at boligmarkedet er inde i en stabilisering.

- Vi deler fundamentalt set regeringens syn på, at boligmarkedet er tæt på dets langsigtede ligevægtsniveau.

- I vores hovedscenarie forventer vi således også, at den nuværende stabilisering af boligmarkedet vil fortsætte hen over de kommende måneder, og at 2013 igen vil byde på mindre prisstigninger, siger Lise Nytoft Bergmann.

Men hun peger også på, at der er en vis risiko:

- Når det så er sagt, så er vi dog af den opfattelse, at der fortsat eksisterer en ikke ubetydelig risiko for, at boligpriserne ikke vil udvikle sig i overensstemmelse med vores hovedscenarie, men i stedet vil fortsætte med at falde.

- I så tilfælde kan vi risikere en periode, hvor boligpriserne kommer til at ligge under deres langsigtede ligevægtsniveau.

- Den væsentligste risiko for det negative scenarie er arbejdsløshedsudviklingen, renteudviklingen og den i øjeblikket fortsat eksisterende negative psykologi, siger Lise Nytoft Bergmann.

Indtil videre mangler økonomerne dog fortsat at se, at salgsaktiviteten for alvor går i vejret, at nedslagene i priserne bliver mærkbare, og at boligerne ikke vil være til salg i så lang tid som tidligere, før de bliver solgt.

/ritzau/