EU: Der skal færre fødevarer i benzintanken
Der skal ikke længere hældes fødevarer som majs og hvede i europæernes biler.
Efter flere års skarp kritik af EU og intern tovtrækning fremlægger kommissionen onsdag et forslag, som skal bremse den omstridte produktion af den type biobrændstof, skriver Politiken.
- I forslaget dokumenterer vi, at der er et problem med de biobrændstoffer, der er baseret på afgrøder, som kunne bruges til fødevarer. Nogle typer biodiesel er faktisk værre for klimaet end almindelig diesel.
- Derfor låser vi produktionen fast på det nuværende niveau, selv om der allerede er produktionskapacitet til næsten det dobbelte, siger EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, til Politiken.
For at sænke CO2-udslippet fra transport vedtog EU for fire år siden et krav om, at biobrændstof skulle udgøre 10 procent af bilernes brændstof i 2020.
Beslutningen blev fra begyndelsen kritiseret skarpt af ngo'er, fordi biobrændstof ikke altid er klimavenligt, og fordi det lægger pres på fødevarepriserne.
Den nuværende produktion bliver til et loft. Det svarer til omkring 5 procent af brændstofforbruget, skriver Politiken.
Samtidig skal forslaget fremme biobrændstoffer fremstillet af halm, træaffald og andre restprodukter, og den type biobrændstoffer skal veje tungere i klimaregnskabet.
Kritikere peger på, at det kan betyde, at man dermed ikke når op på 10 procent biobrændstof i 2020.
- Det er rigtigt, men alternativet er, at vi bare fortsætter med noget, som, vi nu ved, er dårligt for miljøet og fødevarepriserne, fordi vi har et mål, som med djævlens vold og magt skal opfyldes 1 til 1, siger Connie Hedegaard til Politiken.
De nye biobrændstoffer skal favoriseres for at få skabt et marked for dem. De produceres i dag ikke kommercielt i Europa.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie