EU-plan kan poste penge i Storstrømmen

I EU vender de nu også blikket mod Storstrømsbroen. Onsdag fremlagde EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, en ny infrastrukturplan med navnet "Connecting Europe". I planen får strækningen Hamborg-København ekstra opmærksomhed og dermed også jernbanerne på Lolland-Falster og herunder forbindelsen over Storstrømsbroen.

Den del af planens støttepulje som Region Sjælland kan få del i fra 2014 til 2020, er på 162 milliarder kroner.

Det ekstra fokus glæder formanden for Femern Belt Development, Svend Erik Hovmand. Han vil blandt andet gerne have forbedret jernbanen mellem Rødby og København, så togene kan få en højere tophastighed end de 200 kilometer i timen, som regeringen indtil videre lægger op til.
- Men mange af strækningerne egner sig dårligt til højhastighedstog, eksempelvis fordi kurverne er for stramme, så togene risikerer at vælte i stor fart, siger Svend Erik Hovmand til Sjælland EU Nyt.
Han peger i den forbindelse på Storstrømsbroen som en flaskehals, fordi broen kun har et spor.
- Vi havde jo regnet med en dobbeltsporet, elektrificeret forbindelse, og det kan den jo på hele strækningen med undtagelse af Storstrømmen, siger Svend Erik Hovmand.

Regeringen har dog ingen planer om at bygge en ny forbindelse over Storstrømmen. Derfor håber Svend Erik Hovmand at hjælpen kan komme fra EU.

Foto: YVES LOGGHE

EU's nye infrastrukturplan kan måske skaffe penge til en ny forbindelse over Storstrømmen.

Offentliggjort Sidst opdateret