Fængsel kan byttes til bøde og lån

Klaus Knudsen fra Lillebrænde, som ikke har haft råd til, at betale for en kloakering, kan slippe for en tur i fængsel.

Guldborgsund Kommunes Teknik- og miljøudvalg har på et møde onsdag besluttet, at tilbyde Klaus Knudsen et lån, skiver TV2 Øst.

- Du skal betale en bøde på 5.000 kroner. Til gengæld får du et lån på 40.000 kroner til en rimelig rente til afdragelse over 10 år – og du slipper for dagbøder på i alt 25.000 kroner og en tur i fængsel.
Sådan lyder tilbuddet ifølge TV2 Øst til Klaus Knudsen, der ellers i næste uge skulle begynde afsoning på grund af manglende betaling.

Formanden for Teknik og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune, Flemming Jantzen (V) siger til TV2 Øst, at han håber, at det nu kan lukke sagen.
- Det her er en kedelig og beklagelig sag – både for borgeren og for kommunen, siger han til TV2 ØST.

For at slippe for fængsel skal Klaus Knudsen dog gå med til tilbuddet om lån og betale de 5.000 kroner i bøde.

Foto: Ingrid Riis

Fængselsdømte Klaus Knudsen kan bytte fængsel med lån for at betale for kloakering.

Offentliggjort Sidst opdateret