Fagboss var æresgæst på SF-landsmøde og sendte stikpille fra scenen

Med et kram sagde SF-formand Pia Olsen Dyhr farvel til FH-formand Lizette Risgaard efter sidstnævntes gæstetale på SF's landsmøde i Kolding lørdag. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

SF-formand Pia Olsen Dyhr har siden helligdagskrigen mærket et tættere bånd til fagbevægelsen, men lørdag havde FH-formand en stikpille med til SF's landsmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejderen var i fokus, da omkring 500 medlemmer af SF lørdag stødte hovederne sammen.

Først indledte den socialdemokratiske slagsang "Når jeg ser rødt flag smælde" landsmødet, inden fagbevægelsens absolutte top indtog talerstolen én efter én på Hotel Comwell i Kolding efter formand Pia Olsens Dyhrs tale.

Invitationen af fagbevægelsen er af iagttagere blevet set som en stikpille til Socialdemokratiet efter afskaffelsen af store bededag.

Men hvis Pia Olsen Dyhr havde håbet på kun at blive omfavnet af fagbevægelsen på landsmødet, blev hun skuffet.

For trods deres fælles store bededag-kamp mod regeringen og fagbevægelsens normal tætteste allierede, Socialdemokratiet, havde æresgæsten Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), medbragt svirp til SF-formanden.

Risgaard ville nemlig gerne have set en større kamp fra SF for at bevare store bededag som en helligdag.

SF talte godt nok dunder mod afskaffelsen, men ville ikke lægge mandater til at krav om at sende forslaget til en folkeafstemning, som fagbevægelsen gerne ville.

- Ord og handling skal gerne følges ad, lød det fra talerstolen fra Lizette Risgaard.

Kritikken fra fagbossen har overrasket Altingets politiske analytiker, Erik Holstein.

- Det havde de bestemt ikke regnet med. Det var helt tydeligt. Det var en streg i regningen, siger Erik Holstein.

- Det skulle være en markering af, at nu stod SF også stærkt i fagbevægelsen og havde fået et helt anderledes godt forhold til fagbevægelsen, der nu lagde afstand til Socialdemokratiet.

Lizette Riisgaard selv pointerede efter sin tale, at der ikke skulle lægges noget særligt signal i, at hun gæster SF-landsmødet. Hun mener heller ikke, at bededagskampen har gjort forholdet tættere.

- Den sensation, det skulle være, at jeg kommer her og taler i dag, forstår jeg ikke. Jeg ser det bare som en god mulighed for at fortælle, hvor SF og FH har fælles fodslag, og det har vi på mange områder, sagde hun til journalister.

Pia Olsen Dyhr havde inden landsmødet en anderledes opfattelse af forholdet til fagbevægelsen.

Hun sagde fredag til Ritzau, at hun har "mærket et meget tættere forhold til fagbevægelsen, end jeg har gjort tidligere i mit politiske liv" i kølvandet på helligdagskrigen.

Flere af de delegerede på weekendens landsmøde synes ligesom deres formand helt klart, at SF er rykket nærmere fagbevægelsen.

- Det er en helt naturlig bevægelse fra fagbevægelsen at knytte sig tættere til SF, efter at Socialdemokratiet har taget den højredrejning, siger Thorbjørn Boldsen, som er fra SF's afdeling i Mariager Fjord.

Sanne Rubinke fra SF i Odder er af samme overbevisning:

- Jeg synes, at vi har været tæt på fagbevægelsen i lang tid, og jeg tror jo desværre nærmere, det handler om, at Socialdemokratiet er kommet længere fra fagbevægelsen, siger hun.

Pia Olsen Dyhr har allerede udpeget, hvad der skal være fagbevægelsen og SF's næste fælles kampplads. Det skal regeringens ambition om at afskaffe seniorpensionen.

- Nu er der jo andre sager, vi skal i gang med at kæmpe for. Jeg håber for eksempel, at vi kan stå sammen med FH i beskyttelsen af seniorpensionen, sagde SF-formanden til journalister.

Og ifølge Erik Holstein er der også "mange fælles interesser" mellem SF og fagbevægelsen.

Han kalder invitationen af fagbosserne for "klogt" af SF.

- Nu appellerer man til en større vælgergruppe og en del socialdemokratiske vælgere.

Ved folketingsvalget i november sidste år fik SF 8,3 procent af stemmerne. Siden er partiet gået markant frem i meningsmålingerne og står til at blive Folketingets næststørste parti.

/ritzau/

Tre citater fra Pia Olsen Dyhrs tale

* For mig er SF partiet for hverdagen. Vi er hverdagens parti. Og det er måske også derfor, jeg er blevet kaldt kedelig. Men hvis det er det samme som at stå i spidsen for et parti, der kæmper for hverdagen, så lever jeg med at være kedelig.

* For SF har forholdet til Socialdemokratiet aldrig handlet om venskab, men om samarbejdet om de vigtige dagsordener, som presser sig på. Mit personlige forhold til statsministeren er fint. Socialdemokratiets og SF’s forhold er fint. Vi er bare uenige om, hvad der lige nu er bedst for Danmark.

* Hvis man danner en flertalsregering og gerne vil have danskerne overbevist om, at dansk økonomi og dansk forsvar står på en brændende platform, og at danskerne derfor skal yde noget mere. Så skal man ikke samtidig give enorme skattelettelser for milliarder kroner til de mest velstillede

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu