Formand: DF ligger for lavt i målingerne til at gå i regering
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, siger, at partiet skal have mindst 17 procent af stemmerne for at gå i regering. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
DF skal have mindst 17 procent af stemmerne ved valget til Folketinget for at gå i regering, siger formand.
Hvis Dansk Folkeparti efter det kommende valg skal gå i regering, kræver det en større portion stemmer, end meningsmålingerne i øjeblikket giver partiet.
17 procent af danskerne skal sætte kryds ved partiet mod de cirka 15 procent, som meningsmålingerne indikerer i øjeblikket.
Sådan lyder det fra partiets formand, Kristian Thulesen Dahl. Det skriver DR.
- Vi skal op og have et rygstød af danskerne for at kunne gå i regering. Det er jo ikke et mål i sig selv for os at komme i regering.
- Skal vi i regering efter et valg, så skal det være, fordi vi har danskernes opbakning, og der skal vi op omkring de 17 procent, siger han til DR.
Thulesen Dahl luftede i juni 2016 for første gang tankerne om at gå i regering efter næste folketingsvalg.
På daværende tidspunkt var meldingen, at det ville kræve nogenlunde samme vælgeropbakning som ved valget i 2015.
Dengang fik Dansk Folkeparti 21,1 procent af stemmerne. Det var partiets bedste valg nogensinde.
Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af en stribe meningsmålinger, giver aktuelt Dansk Folkeparti 15,5 procent af stemmerne.
Hvis målingerne holder, står DF dermed til at miste omtrent hver fjerde vælger.
Ifølge gruppeformand Peter Skaarup er det nødvendigt med et bedre valg end de nuværende målinger. Ellers risikerer partiet ikke at have reel indflydelse.
- Historien er fuld af kedelige eksempler på partier, der træder ind i regeringen og står utrolig svagt.
- Vi skal stå i en styrkeposition som potentielt regeringsparti, siger Peter Skaarup.
Kristian Thulesen Dahl vurderer, at Dansk Folkeparti på det seneste er faldet i målingerne som følge af drøftelserne om regeringens sundhedsudspil.
DF-formanden tror, at mange danskere oplever, at de planlagte nedlæggelser af regionsrådene vil føre til en øget centralisering.
Kristian Thulesen Dahl vurderer, at rød blok har vundet den retoriske kamp i den diskussion.
Det er, på trods af at reformen ifølge hans vurdering vil føre til decentralisering.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie