Forsker: Vindmøllenaboer bør beskyttes bedre
En brummende lyd, når du vil slappe af om eftermiddagen, og når du forsøger at falde i søvn om aftenen.
Særlig de nærmeste naboer til vindmøller bliver generet af støjen fra vindmøller, fortæller Christian Sejer Pedersen, der er lektor ved Aalborg Universitet og har forsket i vindmøllestøj.
- De nærmest naboer er betydeligt generet. Det kan være, fordi det rumler, lige meget hvor du er i stuen, eller fordi du bliver vækket om natten, siger han.
Efter bekymring for naboernes helbred har Klimaministeriet, Miljøministeriet og Sundhedsministeriet sat en undersøgelse i gang, der skal belyse, om det går ud over helbredet at være nabo til en vindmølle.
Alligevel opfordrede daværende klimaminister Martin Lidegaard (R) og daværende miljøminister Ida Auken (R) i december landets borgmestre til at fortsætte med at bygge vindmøller.
Opfordringen blev gentaget af miljøminister Kirsten Brosbøl (S) på et samråd i denne uge. Hun påpeger, at det aldrig er påvist, at vindmøllestøj påvirker helbredet.
- Der er aldrig blevet påvist en sammenhæng, bekræfter Christian Sejer Pedersen, men man ved, at når man i en længere periode bliver generet af støj fra blandt andet trafik, kan det blandt andet føre til øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.
- Det er klart, at hvis du over en længere periode føler dig generet af støj og måske ikke får den søvn, du har brug for, så kan det føre til helbredsproblemer, siger han.
Det er særligt dem, der bor indenfor en kilometer af en vindmøller, der føler sig generet, og derfor opfordrer forskeren til, at fremtidige vindmøllenaboer bliver bedre beskyttet.
- Reglerne i dag er i hvert fald ikke gode nok til at beskytte de nærmeste naboer for gener. Hvis man fortsætter med at sætte vindmøller op, hvorfor så ikke sørge for lidt ekstra afstand ud til naboerne? spørger han.
Hvor langt væk en vindmølle skal bygges fra naboerne, afhænger blandt andet af vindmøllens størrelse, fortæller forskeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie