Jarlov vil have Finanstilsynet tættere på bankerne
Erhvervsminister Rasmus Jarlov vil sikre, at Finanstilsynet får bedre føling med, hvad der foregår i bankerne.
Finanstilsynet skal tættere på bankernes hverdag, hvis det skal opdage og forhindre hvidvasksager som den, Danske Bank har været involveret i.
Det siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) på brancheforeningen Finans Danmarks årsmøde.
Her forklarer han, at man politisk kigger bredt på, hvordan Finanstilsynet kan styrkes.
- Jeg tror, at vi skal have tilsynet tættere på bankerne og have en bedre viden om, hvad der foregår.
- Der er meget, der tyder på, at man i sagen om Danske Bank har siddet for langt væk. Det forløb skal vi lære af, siger han.
Hvis idéerne skal føres ud i livet, skal Finanstilsynet formentlig have mere dataadgang og flere beføjelser.
Erhvervsministeren understreger dog, at man afventer Finanstilsynets egen redegørelse af, hvor det selv mener, at man bør forstærke indsatsen.
Han afviser dog allerede nu forslag fra oppositionen om at indsætte samfundsrepræsentanter i de største bankers bestyrelser. Ministeren er heller ikke tilhænger af en opsplitning af Finanstilsynet, som Socialdemokratiet har foreslået det.
- Jeg synes, at vi skal overveje det grundigt. Det bliver sjældent en succes, når politikere lynhurtigt går ud og ændrer på reglerne.
- Vi skal ikke sidde og lave organisationsændringer hvert andet år. Vi skal gøre det rigtigt, og det kræver, at vi er grundige, siger ministeren.
Rasmus Jarlov understreger samtidig, at hvidvasklovgivningen er blevet skærpet flere gange de senere år. Det gør ifølge ham det danske bødeniveau til et af de allerhøjeste i Europa.
I forbindelse med den finanslovsaftale, der blev indgået fredag, er der afsat 30 årsværk mere til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie