Justitsminister: Vi skal drøfte blasfemiparagraf
Justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), siger, at regeringen vil se nærmere på sagen, hvor en 42-årig mand er tiltalt for blasfemi efter at have brændt Koranen i 2015. Foto: Polfoto/Tidsvilde Stine
Polfoto/Tidsvilde Stine
En mand er tiltalt for blasfemi for at brænde Koranen. Regeringen vil drøfte sagen, siger justitsministeren.
En 42-årig mand blev onsdag tiltalt for blasfemi, fordi han i 2015 valgte at brænde Koranen af og derefter lægge en video af afbrændingen på Facebook.
Regeringen vil nu se nærmere på sagen for at vurdere, om afbrænding af hellige bøger fortsat skal være ulovligt. Det siger justitsminister, Søren Pape Poulsen (K).
- Jeg synes, det er en umådelig tåbelig handling, men om det skal være ulovligt er selvfølgelig en diskussion værd, siger han.
Den 42-årige mand fra Nordjylland er tiltalt for at overtræde blasfemiparagraffen.
- Nu er der rejst en sag ud fra den gældende lov, men sagen har givet anledning til, at vi skal drøfte det, siger ministeren.
Ifølge tiltalen brændte manden Koranen af i sin baghave og filmede det. Den 27. december 2015 lagde han videoen op i den islamkritiske Facebook-gruppe "Ja til frihed - Nej til Islam".
Regeringen har endnu ikke diskuteret sagen, og justitsministeren er derfor ikke parat til at melde ud, om der skal ændres på blasfemiparagraffen.
- Regeringens synspunkt er jo, at loven gælder, indtil andet er vedtaget, siger justitsministeren.
Tiltalen har mødt stærk kritik fra Dansk Folkeparti, der nu vil stille et beslutningsforslag, der skal afskaffe blasfemiparagraffen.
Ifølge partiets retsordfører, Peter Kofoed Poulsen, er paragraffen "gakket" og spild af tid.
Hos Socialdemokratiet ønsker man fortsat at opretholde paragraffen som Straffelovrådet også anbefaler. Det oplyser partiets retsordfører, Trine Bramsen.
Det er anklagemyndigheden ved Nordjyllands politi, der har rejst tiltale mod den 42-årige mand.
Anklagemyndigheden kræver den tiltalte mand idømt en bøde, hvis han findes skyldig.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie