KL: Lærernes arbejdstid hindrer ny skole
KL er helt på linje med regeringens ambition om en ny skole, og KL er grundlæggende enige med regeringen om, hvordan vejen til en bedre skole skal anlægges.
Sådan siger KLs formand, Erik Nielsen, i en kommentar til udspillet om en reform af folkeskolen, som regeringen har fremlagt tirsdag.
Ifølge KL kræver det en stor omstilling og forandring af folkeskolen, hvis ambitionen om, at alle børn skal blive dygtigere, skal realiseres.
Lærernes arbejde skal fornys, så lærerne er mere sammen med børnene om aktiviteter, der understøtter deres læring, mener KL.
- Som ingen andre faggrupper, så har lærerne en helt speciel aftale, hvor tilrettelæggelsen af arbejdstiden er aftalt med lærernes fagforening, og hvor arbejdstiden er låst fast i kasser af tid.
Derfor skal arbejdstidsaftalen ændres ved de kommende overenskomstforhandlinger.
- Det hindrer selvsagt udvikling og fleksibilitet. Og arbejdstidsaftalerne hindrer derfor den udvikling af skolen, som kommunerne - og regeringen - gerne ser.
- Lærerne bør have vilkår, som man har på alle andre arbejdspladser, hvor lederen tilrettelægger arbejdstiden efter dialog med medarbejderen, siger Erik Nielsen.
Danmarks Lærerforening har hidtil protesteret voldsomt over, at regeringen vil ændre lærernes arbejdstid.
Formand Anders Bondo Christensen understreger, at Danmarks Lærerforening er klar til at gå åbent ind i en diskussion af, hvordan lærerne løfter mange af de nye opgaver.
- Det må være elevernes udbytte af undervisningen, som er fundamentet for reformens forslag, siger han.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) pointerede, da hun fremlagde regeringens udspil, at lærerne ikke skal arbejde mere, men anderledes.
I udspillet er der lagt op til, at lærernes arbejdstidsaftaler skal ændres ved de kommende overenskomstforhandlinger.
Forhandlingerne går i gang på torsdag, når parterne udveksler krav. Det første politiske møde er på fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro