Knap 15.000 mister sygedagpenge med ny reform
I underkanten af 15.000 sygemeldte danskere vil miste retten til sygedagpenge og i stedet overgå til en ydelse på niveau med kontanthjælp.
Det er en af konsekvenserne af den sygedagpengereform, som et bredt flertal i Folketinget torsdag nåede til enighed om.
Årsagen er, at reformen indfører, at sygemeldte efter fem måneder skal have deres situation revurderet. Det vil sige, at der skal tages stilling til, om den enkelte kan fortsætte på sygedagpenge eller skal overføres til et såkaldt jobafklaringsforløb.
Ryger man over i jobafklaringsforløbet, mister man retten til sygedagpenge og får i stedet en kontanthjælpslignende ydelse, hvor ægtefælleindkomst og formue dog ikke modregnes.
Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet vil 14.700 personer overgå til et jobafklaringsforløb. Det svarer til omkring hver fjerde af de 64.300, som ifølge ministeriet vil skulle have taget deres situation op til revision.
49.600 personer - eller 77 procent - vil formentlig få deres sygedagpengeforløb forlænget efter en af de otte forlængelsesregler.
Satsen for sygedagpenge er højst på 4005 kroner om ugen.
Til sammenligning modtager personer over 25 år på kontanthjælp 10.500 kroner hver måned. Kontanthjælpsydelsen hæves til 13.952 kroner, hvis personen har børn, der skal forsørges.
Både pædagogernes fagforening, Bupl, og HK har kritiseret, at sygemeldte skal vurderes efter fem måneder.
- Det er ikke fair, at man allerede efter fem måneder kan ryge på kontanthjælpslignende ydelse og miste store dele af sit forsørgelsesgrundlag. Økonomiske bekymringer gør ikke folk raske. Tværtimod, siger næstformand i HK, Mette Kindberg.
Reformen, der skaber besparelser på 385 millioner kroner, træder delvist i kraft 1. juli næste år. Her vil fem månedersreglen blandt andet gælde.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie