Kommentator: Thulesen Dahl hiver tæppet væk under S-plan
Ifølge Noa Redington, politisk kommentator, har Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl trukket tæppet væk under Socialdemokratiets plan om at samarbejde med begge fløje i Folketinget. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er en politisk bombe, at DF-formand nu vender ryggen til Socialdemokratiet, mener Noa Redington.
At Kristian Thulesen Dahl ikke vil hjælpe en potentiel socialdemokratisk regering, hvis ikke den laver et helt og fuldt samarbejde med Venstre og DF, er en bombe i valgkampen.
Det siger Noa Redington, tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt (S), efter et interview i Børsen med Kristian Thulesen Dahl.
- Det er måske den største historie i valget indtil nu, fordi Kristian Thulesen Dahl brutalt hiver tæppet væk under Mette Frederiksen, mener Redington:
- Det kan blive et afgørende knæk for den strategi, Socialdemokratiet har bygget op omkring et samarbejde med Dansk Folkeparti på velfærds- og udlændingeområdet.
- Men det afviser Kristian Thulesen Dahl her. Og det kan han ikke løbe fra nu, siger Noa Redington.
Onsdag sætter Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, en ekstra streg under beskeden på det sociale medie Twitter:
- I Dansk Folkeparti agter vi ikke at agere Mette Frederiksens livline!, skriver han.
I en længere periode har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti nærmet sig hinanden. Kristian Thulesen Dahl har tidligere sagt, at Mette Frederiksen "har hans nummer".
Og Socialdemokratiet har erklæret, at partiet har som mål at danne en etpartiregering, der vil samarbejde med dem, der vil støtte partiets politik.
- Socialdemokratiet har bygget en forventning op om, at Dansk Folkeparti kunne bruges, når Radikale Venstre stillede krav. Men den strategi er pillet fra hinanden og efterlader Socialdemokratiet et meget følsomt sted.
- For nu må man tage det alvorligt, at Radikale, SF og Enhedslisten har nogle krav til en regeringsdannelse, siger politisk kommentator Noa Redington.
Ifølge kommentatoren har de fra starten været en risikabel strategi fra Socialdemokratiet at sætte sin lid til Dansk Folkeparti.
- Det har det, fordi omkostningerne for Dansk Folkeparti har været så store. De kæmper om de samme vælgere, siger Noa Redington.
Trods gentagne henvendelser siden tirsdag aften har Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører Mattias Tesfaye ikke vendt tilbage med en kommentar til udviklingen.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie