Kommuner går sammen om at få udsatte i arbejde
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ser store muligheder i en ny social forretningsmodel, der skal få udsatte i arbejde. Billedet er fra, da ministeren sendte ITWatch, et nyt erhvervsmedie om it- og telebranchen, i luften. Foto: Polfoto/Tobias Nicolai
Polfoto/Tobias Nicolai
En kreds af kommuner, fonde og lokale virksomheder går sammen i nyt projekt for at få udsatte i arbejde.
Som det første projekt af sin art herhjemme går en kreds af kommuner, store fonde og lokale virksomheder nu sammen for at hjælpe udsatte danskere i gang igen.
Det skriver Mandag Morgen.
Den sociale forretningsmodel hedder "Payment by Results". Den kan bane vejen for en helt ny form for beskæftigelses- og erhvervspolitik. Bliver det en succes, er det tanken, at modellen skal rulles ud over hele landet.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ser store muligheder i den nye sociale forretningsmodel.
- Der er brug for at tænke nyt og anderledes for at skabe vækst og beskæftigelse. Vi får nu afprøvet nye betalingsformer, hvor vi kun betaler for de resultater, der bliver opnået, og vi får en bedre udnyttelse af ressourcerne, siger Brian Mikkelsen til Mandag Morgen.
Det unikke ved den nye forretningsmodel er, at kommunerne investerer i vækst og kompetencer i lokale virksomheder.
Virksomhederne skal ikke selv betale for at være med ud over den arbejdstid, de kaster ind i projektet.
Til gengæld skal kommunerne betale ved kasse et, ligesom en række store fonde som TrygFonden, Bikubenfonden og Tuborgfondet skyder penge i projektet.
Kommer folk ikke i arbejde, skal kommunerne betale mindre.
Går det som planlagt i forretningsmodellen, vil en kommune have "tjent" sin investering hjem allerede efter knap halvandet år. Det vil være i form af sparede udgifter til kontanthjælp og andre overførselsindkomster samt øgede skatteindtægter.
Det nye sociale projekt skal dybest set få flere udsatte ind i arbejdsfællesskabet. Samtidig skal det gøde jorden for nye betalings- og finansieringsformer af velfærdsydelser i Danmark.
Bag projektet står Den Sociale Kapitalfond, som støtter og investerer i danske virksomheder.
- Hvis det kan hjælpe nogle udsatte borgere, så er det selvfølgelig interessant at kigge på, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.
Men hun påpeger, at der er flere kommuner i landet - eksempelvis Hjørring - der har stor succes med at få udsatte i job.
- Spørgsmålet er, om det er nødvendigt med også at skulle betale midler til en privat investor for at nå samme resultat, siger hun til Ritzau.
Formanden understreger, at kommunerne skal være meget kritiske i forhold til, hvilke resultater de skal betale for.
- Det må og skal være varig beskæftigelse, der altid er det primære resultat, man skal gå efter, siger hun.
Tre jyske kommuner - Kolding, Ikast-Brande og Herning - bliver de første til at prøve kræfter med den nye model.
Og om få måneder kommer turen til de tre sjællandske kommuner Frederiksberg, Gladsaxe og Rudersdal.
Seneste artikler
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Finansminister efter sukkerchok: - I toppen af regeringens prioriteter de kommende år
Revyskuespiller rystet over Dolly Partons død
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik