Kontorchef frygtede at komme for tæt på skattesag
Kontorchef Carsten Vesterø fra Skatteministeriet var yderst skeptisk over for et møde i skattesagen om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock.
Mødet, som Skattesagskommissionen har spurgt detaljeret ind til ved flere afhøringer, fandt sted 30. august 2010, og på mødet diskuterede sagsbehandlere fra Skat København skattepligtspørgsmål med jurister fra Skatteministeriet, heriblandt Carsten Vesterø.
Men mødet kom ikke i stand med kontorchefens gode vilje, fremgår det af afhøringen af Vesterø torsdag.
- Jeg tænkte i første omgang, at det var en lidt dårlig idé, siger Vesterø.
Det var en af hans overordnede, Winnie Jensen, der bad ham mødes med Skat København, angiveligt efter ønske fra ministeren og departementschefen.
- Jeg kan jo godt tage ud og diskutere beskatningsregler, men jeg ved jo godt, hvad det er for en sag, det drejer sig om. Så det bliver måske svært at holde sig til det principielle, forklarer Vesterø om sin skepsis.
Winnie Jensen forklarede ifølge Vesterø, at produktionsdirektør Steffen Normann Hansen havde lovet daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og daværende departementschef Peter Loft, at jurister fra Vesterøs kontor ville holde et møde med sagsbehandlerne.
Men Carsten Vesterø fandt anmodningen så besynderlig, at han fandt frem til departementschefens mobilnummer og ringede til ham, selvom han var på ferie.
Og den telefonsamtale efterlod ikke noget indtryk af, at det var ministeriets top, der havde beordret mødet.
- Han kendte ikke noget til det, men han havde ikke noget imod det, fortæller Carsten Vesterø.
Vesterø, der ellers efter eget udsagn sjældent skriver noget ned, fandt forløbet så mærkværdigt, at han skrev det ned på et stykke papir, som han har gemt. Derfor kan han gengive det ret præcist.
- En del af min bekymring var, at sagen lå hos en kompetent kollega, nemlig Lisbeth Rasmussen (skattedirektør i København, red.), forklarer Vesterø.
- Jeg havde godt nok svært ved at forestille mig, hvad jeg kunne gøre mig klog på, som hun var i tvivl om, tilføjer han.
Da Peter Loft havde sagt, at han mente, at det var o.k. at holde mødet, gik Vesterø med til det.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie