Lokal folketingspolitiker: Nej tak til kransekage-minister

Det kræver, at ministeren har musklerne til at fortælle de forskellige ressortministerier og ministre, hvem der har ansvaret, mener beredskabsordfører Anne Valentina Berthelsen (SF). Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Beredskabsordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) mener, at der skal flere ting til, for at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab kommer til at virke.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: I oktober raserede stormfloderne. 25 borgere måtte evakueres fra deres boliger ved Errindlev Havn, Hesnæs Havn lå tilbage i ruiner og stormfloden gnavede sig dybt ind i Gedser Odde.

I januar var det så store regnmængder, som ramte Sydhavsøerne. Regnskyllet var så kraftigt, at vandet oversvømmede flere sommerhuse ved Gedesby.

Onsdag præsenterede regeringen tre nye ministerier, og et af disse kommer sandsynligvis til at håndtere lignende vejr-hændelser.

Ministeriet for samfundssikkerhed og beredskab fokuserer dog ikke alene på vind- og vejrforhold. Også trusler mod vores kritiske infrastruktur, cyberangreb og sabotage er nogle af de områder, som ministeriet formentlig kommer til at varetage.

Ingen kransekage-minister

Det lokale folketingsmedlem og nyudnævnte beredskabsordfører for Socialistisk Folkeparti Anne Valentina Berthelsen påpeger, at der skal følge penge med, hvis ministeriet skal have en reel effekt.

- Hvis ministeriet skal virke, kræver det, at ministeren har musklerne til at fortælle de forskellige ressortministerier og ministre, hvem der har ansvaret. Hvis man bare har en kransekage-minister uden penge og beføjelser, som ikke kan tage diskussionerne med de andre ministerier, så kommer man ikke langt med det her, siger hun.

Hun fremhæver, at hvis der for eksempel sker angreb på energi- eller forsyningsvirksomheder i Danmark, cyberangreb eller sabotage, skal det nye ministerium afgøre, hvem der påtager sig ansvaret, og hvem der gør hvad i den kritiske situation.

Hvem bliver minister?

Selvom Anne Valentina Berthelsen er glad for, at der nu sker noget, forstår hun ikke, "hvorfor man ikke er begyndt før."

SF-politikeren mener også, at for at håndtere lignende vejr-hændelser i fremtiden, bliver man "nødt til at styrke det kommunale beredskab". At der endnu ikke er indkaldt til beredskabsforhandlinger, virker ifølge hende som "nøleri".

Danske Beredskaber er en sammenslutning af alle kommunale beredskabsenheder i hele landet. Her hilser man det nye ministerium velkommen.

- Det er glædeligt, at beredskabsplanlægning og krisestyring nu tilsyneladende får den nødvendige opmærksomhed og et skærpet fokus i et nyt ministerium. Men hvis det skal blive en succes, så kræver det, at et nyt ministerium får tilført de rette faglige kompetencer for sit område, hvilket vil sige, at der skal flyttes relevant viden og opgaver fra forskellige ministerier over til det nye ministerium. Det kræver også, at en ny minister får den tilstrækkelige og tværgående beføjelse til at sikre et ens beredskabsniveau på tværs af alle myndigheder, sektorer og i samfundet generelt, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, i en pressemeddelelse.

Torsdag vil regeringen fortælle, hvem ministrene for de tre nye ministerier er. Udover Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab kommer der også et Grøn Trepartsministerium og et Europaministerium.