Løkke: Nato skal styrke indsatsen mod terror
Løkke håber, at Nato-landene styrker indsatsen mod terror markant efter angrebet i Manchester.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder angrebet i Manchester for fejt.
I forbindelse med et møde med Letlands præsident siger Lars Løkke Rasmussen, at Danmark vil stå sammen med Storbritannien i kampen mod terror.
Og der kan tages vigtige skridt i denne uge, hvor USA's præsident, Donald Trump, kommer til Bruxelles for at deltage i et Nato-topmøde.
- Jeg håber, at vi kan forstærke kampen mod terrorisme, når der torsdag er Nato-topmødet i Bruxelles.
- Nato kan gøre meget mere i kampen for fred og frihed, siger Lars Løkke Rasmussen.
Donald Trump har forud for Nato-topmødet krævet, at Nato bliver langt mere aktiv i kampen mod terror. Angrebet i Manchester vil formentlig styrke hans dagsorden på mødet.
I en udtalelse efter angrebet sagde Donald Trump tirsdag, at den ideologi, der ligger bag angrebet, skal "udryddes - fuldstændig udryddes".
USA forbereder ifølge Reuters en plan om, at Nato skal gå ind i koalitionen af lande, der bekæmper Islamisk Stat.
Det støder dog på modstand fra Tyskland og Frankrig, der frygter, at Nato bliver fanget i en ny omkostningsfuld indsats som i Afghanistan.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har ladet det stå åbent, om Nato som samlet alliance kan gå ind i kampen mod Islamisk Stat.
Hun har dog tidligere udelukket, at Nato skal påtage sig egentlige kampopgaver i Syrien og Irak.
En forstærket rolle i Syrien og Irak vil til gengæld kunne imødegå bekymringer fra Nato-lande ved Middelhavet.
Både Spanien, Italien og Portugal efterlyser en strategi fra Nato for, hvordan man vil tackle årsagerne til flygtninge- og migrantkrisen.
En symbolsk beslutning om, at Nato træder ind i koalitionen uden at optrappe kamphandlingerne, kan derfor blive udgangen på Nato-topmødet.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har udtalt, at Nato har et "uudnyttet potentiale" i forhold til opbygning af væbnede styrker.
Danmark er i forvejen engageret i at træne irakiske styrke til kampen mod Islamisk Stat. Men Nato kan måske bidrage med yderligere mandskab til træning af soldater og politi i Irak.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie