Løkke slår Nyrup i offentligt forbrug

Det er problematisk og stærkt frustrerende, at VK-regeringen ikke har været i stand til at styre væksten i det offentlige forbrug, men har brugt dobbelt så meget som planlagt. VK-regeringerne slår Nyrup-regeringerne med flere længer.

Det siger cheføkonom i den liberale tænketank, Cepos, Mads Lundby Hansen.

- Vi må konstatere, at den offentlige sektor som andel af samfundsøkonomien i 2010 sætter danmarksrekord. Andelen lander på 28,8 procent af BNP i 2010, og det er knap tre procent af BNP højere, end det var i 2001, da Nyrup var statsminister, siger Mads Lundby Hansen.

Han håbe, at finansministeren får held til, at betale det overforbrug på fem milliarder kroner, der har været i 2010, tilbage i 2011.

- Det er meget problematisk og frustrerende og på ingen måde tilfredsstillende, at VK-regeringen har brugt to kroner, hver gang den har sagt, den vil bruge en krone.

Mads Lundby Hansen peger desuden på, at de mange ekstra milliarder, der er brugt i det offentlige, ikke har givet borgerne en følelse af, at de har fået mere service.

- Tværtimod oplever de det som besparelser og forringelser af den offentlige service, siger han.

Cheføkonomen vurderer, at regeringen tilmed er for optimistisk i sit skøn over, at der kun er brugt fem milliarder kroner mere i år end planlagt.

- Hvis Nationalbankens skøn er rigtigt, skal minusvæksten i 2011 ikke være 0,3 procent, men 1,2 procent for at kompensere for overforbruget i 2010, siger Mads Lundby Hansen - cheføkonom i Cepos.

/ritzau/

Frustrerende og problematisk, at VK-regeringen ikke har haft bedre styr på det offentlige forbrug, mener Cepos.

Offentliggjort Sidst opdateret