Mette Frederiksen vil vende alle sten i jagten på flere penge til EU
Mette Frederiksen mødes med nordiske statsledere som den svenske Ulf Kristersson til topmøde i Stockholm. Foto: 10050 Pontus Lundahl/Ritzau Scanpix
Diskussionen om flere penge fra Danmark til EU skal mødes med mere åbne øjne, siger Mette Frederiksen.
Med ønsket om både at kunne forsvare kontinentet, løse klimaforandringerne og opretholde velfærdssamfund har EU kritisk brug for flere penge.
Den erkendelse gør europæiske statsledere sig i disse uger, og mandag mødes de nordiske spidser til topmøde i Stockholm om dagsordenen.
Mette Frederiksen vil vende alle sten for at skaffe flere brugbare penge for EU.
- Der er krig på vores kontinent, og Europa er udfordret på en række områder. Vi er nødt til at finde en måde at finansiere alt det, Europa skal kunne, ellers taber vi i den globale konkurrence, siger den danske statsminister til Ritzau i Stockholm.
Danmark har historisk set været et af de tilbageholdende lande, når det kommer til ønsker om at øge EU’s budget.
Men i den nuværende situation kan intet udelukkes, og statsministeren åbner derfor for diskussionen om et øget dansk bidrag til EU.
- Jeg mener, at vi bliver nødt til at kigge på alle diskussioner med mere åbne øjne. Det er en helt anden budgetdiskussion, vi skal have næste gang.
På topmødet i Stockholm mødes Mette Frederiksen med den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, den svenske Ulf Kristersson, finske Petteri Orpo, islandske Bjarni Benediktsson og den tyske kansler, Olaf Scholz.
På dagsordenen er, hvordan den europæiske konkurrenceevne kan styrkes.
De nordiske statschefer kan på topmødet enes om, at man i højere grad skal holde de private investeringer i Europa og undgå, at de flyder mod USA og Kina.
En ting er at sætte fart på de private finansieringsmekanismer. Men de hundredvis af offentlige milliarder, EU hvert år får fra medlemslandene, er en sværere politisk diskussion.
Derfor betoner Mette Frederiksen også, at man bør gennemgå det nuværende budget med kritiske øjne.
- Vi skal kigge på, om der er noget i det allerede vedtagne EU-budget, hvor pengene kan bruges klogere og bedre.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie