Det var ved et rent tilfælde, at udviklingsminister Christian Friis Bach opdagede sagen om Institut for Menneskerettigheders mangeårige regnskabsfusk.
Det siger ministeren til Ritzau.
Ministeren gjorde opdagelsen under en gennemgang af i alt 205 sager om mulig svindel med danske bistandskroner, som han i en helt anden sammenhæng havde sat i gang for at kulegrave området.
Og det var altså under denne gennemgang, at ministeren i sidste uge blev opmærksom på, at hans eget ministerium i månedsvis havde kendt til mistanken om urent regnskabstrav i menneskeretsinstituttet.
- Altså, grunden til, at jeg opdager sagen om Institut fra Menneskerettigheder er, fordi vi sidder og gennemgår alle sagerne. Jeg opdager det i den forbindelse, siger Christian Friis Bach.
Han påpeger, at han under alle omstændigheder ville have opdaget sagen på et senere tidspunkt, når den engang var afsluttet.
Spørgsmål: Men det er faktisk tilfældigt, at du opdager sagen?
- Det kan man sige. Det er lidt en tilfældighed, at jeg ... vi opdager det, fordi vi sidder og gennemgår sagerne, og så kræver jeg straks at få den forelagt. Det får jeg dagen efter, og så går vi åbent ud med den sag med det samme, siger han.
- Det er der, hvor huset (ministeriet, red.) måske ikke har haft helt den samme politiske fingerspidsfornemmelse. Eller ikke har haft tilstrækkelig politisk fingerspidsfornemmelse, siger Christian Friis Bach og fortsætter:
- For min vurdering er, at sagen om Institut for Menneskerettigheder har en særlig interesse, og det er derfor, jeg kræver en orientering om den specifikt, siger han.
Spørgsmål: Så du ville godt have fået noget at vide før?
- Der skulle nok have været nogle antenner i huset, der måske havde sagt lidt tidligere, at "den burde ministeren have haft kendskab til", men det er ikke noget forsøg på at skjule noget, siger Christian Friis Bach.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie