Psykisk syge frygter, hvad der kommer til at ske med deres førtidspension, efter regeringen har lagt op til ændringer.
Statsminister Lars Løkke Ramussens (V) fastslog i sin åbningstale til Folketinget tidligere på ugen, at unge under 40 år for fremtiden ikke skal ende på en livsvarig førtidspension.
Det er særligt psykisk syge, der ifølge regeringen for ofte bliver tildelt førtidspension. 4500 danskere under 40 får årlig tilkendt førtidspension, og heraf er psykiske lidelser begrundelsen for de 3000.
Og meldingen er nået ud til de mennesker, der i dag lever af førtidspension, fortæller Knud Kristensen, der er landsformand for Sind, som kæmper for sindslidendes interesser.
- Jeg får opringninger fra medlemmer, der græder i telefonen og spørger: Hvad sker der nu med mig? Jeg kan svare: Rolig, det kommer kun til at gælde fremadrettet. Men det viser noget om, hvor sårbar man kan være, siger Knud Kristensen.
Ifølge statsministeren handler det om anstændighed. For Lars Løkke mener, det er uanstændigt at give en kvinde på 23 år livslang førtidspension. Knud Kristensen mener, at det er lige omvendt.
- Det er absolut anstændig at sikre folk et fornuftigt forsørgelsesgrundlag. Der er formentlig ikke nogen, der får førtidspension, uden der er en grund til det. Så der er ikke nogen grund til at sige, at de skal vente, indtil de bliver 40 år, for at finde ud af hvad skal de leve af, siger Knud Kristensen.
Regeringen har endnu ikke spillet ud med et konkret forslag til reform af førtidspension. Men Lars Løkke Rasmussen siger, at det handler om at give hjælp og støtte til at komme videre i livet.
Knud Kristensen mener, at man kan give den hjælp og støtte ved at sørge for, at der er skånejob til de førtidspensionister, der ønsker det. For alternativet med at vente med at tilkende en førtidspension kan gøre syge mennesker mere syge, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie