Østergaard: Vi vil også leve i et frit samfund i morgen

Morten Østergaard vil ikke have, at øget overvågning skal betyde overvågning af almindelige danskere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen vil torsdag fremlægge sin antiterrorpakke. Her vil den forsøge at gøre myndighederne bedre i stand til at finde og overvåge ekstremister i Danmark. Men det bliver ikke på bekostning af almindelige danskeres frihed.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), der mener, regeringens forslag vil afspejle den balancegang.

- Vi skal ånde ekstremisterne i nakken. Alle vi andre skal leve i et frit samfund. Og det gør vi også i morgen, siger han, efter regeringen torsdag på et møde med de andre partiledere orienterede om sine planer.

- Man kan godt begge dele. Og det vil man se i vores udspil.

Udspillet kommer til at have fokus på at styrke PET og politiet. Nogle partiledere har i de seneste dage foreslået en række forebyggende tiltag, men det bliver der ikke noget af i regeringens udspil torsdag.

- Vi var heldigvis i januar i stand til at få en aftale med næsten alle Folketingets partier om en handlingsplan imod ekstremisme og radikalisering, der rummer et væld af initiativer, siger han.

- Ifølge den plan skal 3000 offentlige ansatte i de kommende år efteruddannes til bedre at spotte tegn på gryende radikalisering.

Den radikale leder mener derfor ikke, at der er behov for yderligere tiltag.

- Alle de initiativer skal først sættes i værk nu.

Regeringen understreger, at torsdagens udspil er en reaktion på angrebet i Paris, og ikke det angreb Danmark oplevede i weekenden. Her må danskerne og Folketingets partier vente på en reaktion.

- Jeg vil gerne appellere til, at man lader myndighederne gennemføre den efterforskning af, hvad der er foregået, hvor og hvornår i den her weekend - og hvad er der foregået i dagene op til - og så bagefter gøre sig sine erfaringer, siger Morten Østergaard.