Risikoen for at smitte en anden med HIV er nu så lille, hvis den HIV-smittede er i medicinbehandling, at det måske ikke giver mening, at det skal være strafbart for dem at dyrke ubeskyttet sex.
Det mener den danske HIV-forsker professor i virussygdomme Jens Lundgren, der leder Copenhagen HIV Programme på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
- Med de mest forsigtige skøn af sikkerheden er ubeskyttet sex med en velbehandlet HIV-smittet ikke mere risikofyldt end sex med kondom med en ubehandlet HIV-smittet, som jo heller ikke er 100 procent sikkert, siger Jens Lundgren, der tilføjer:
- Men hvis du bruger kondom, bliver du ikke retsforfulgt. Det gør du til gengæld, hvis du praktiserer usikker sex, som velbehandlet HIV-patient, selvom begge tiltag giver cirka den samme grad af beskyttelse.
Han står sammen med et hold fra Københavns Universitet i spidsen for et nyt europæisk projekt, der skal undersøge, hvor lav risikoen præcis er.
Det sker efter, at den schweiziske HIV/aids-kommission i 2008 konkluderede, at velbehandlede HIV-patienter ikke kan smitte andre ved ubeskyttet sex.
Undersøgelser har således vist, at den såkaldt antiretrovirale terapi (ART), som man giver patienter med HIV, var så effektiv, at velbehandlede patienter havde en uhyre lav - måske ikke-eksisterende - risiko for at smitte andre, selvom de ikke brugte kondom.
I det nye projekt skal forskerne i to år følge 1650 både hetero- og homoseksuelle par fra hele Europa, hvor den ene er HIV-positiv, og den anden ikke er smittet.
Hidtidige observationer peger på, at risikoen for at få HIV fra en ubehandlet smittet er mellem 1:100 og 1:1000 per samleje.
Med behandling kan den risiko gøres mellem 100 til 1000 gange mindre.
- Vi er altså selv med selv et forsigtigt estimat nede på en risiko på 1:10 000, fortæller Jens Lundgren.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro