S: Løkke undsiger departementschef

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) undsiger departementschefen i Sundhedsministeriet, når det gælder færdselsreglerne for trafikken af endnu hemmelige papirer mellem et ministerium og ministerens parti.

Det mener den socialdemokratiske finansordfører, Morten Bødskov.

Bødskov var onsdag i debat med statsministeren i sagen om det papir, hvor Sundhedsministeriet i 2009 havde regnet ud, at taksterne på de private sygehuse kunne være meget lavere, når de behandler patienter fra det offentlige.

Bødskov spurgte statsministeren, om en spindoktor må sende endnu ikke offentliggjorte regeringsarbejder til sin ministers parti.

Departementschefen i Sundhedsministeriet har sagt, at det ikke bør ske, men statsministeren svarede således i folketingssalen:

- Det, jeg kan sige helt generelt, er, at oplysninger, som stammer fra et ministerium, kan sendes til ministerens parti som led i et partiarbejde, sagde Løkke og fortsatte:

- Hvorvidt det kan ske, er noget, som den enkelte minister og det enkelte ministerium må tage stilling til i den konkrete situation.

Bødskov kalder Løkkes udlægning for "fuldendt magtfordrejning", som gør spindoktorerne til partiernes forlængede arm i centraladministrationen.

- Løkke har i dag givet de særlige rådgivere langt større beføjelser, end traditionen har været, siger Bødskov.

Sundhedsministeriets departementschef, Kristian Wendelboe, har kritiseret, at endnu hemmelige oplysninger sivede fra ministeriet til De Konservative via spindoktor Frank Korsholm, da han arbejdede for daværende konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

- Man bør ikke sende igangværende regeringsdrøftelser ud af huset, før regeringen er afklaret. Det er klart, sagde Wendelboe til Politiken den 1. oktober.

/ritzau/

Statsministeren har tilladt spindoktorer at sende regeringspapirer til deres parti, mener Socialdemokraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret