S-profil: Ledige skal optjene dagpenge på skolebænken
Foto: Camilla røNde /Scanpix
Camilla røNde /Scanpix
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen, blæser nyt liv i et af sine gamle forslag efter nyheden om, at hele 23.000 arbejdsløse risikerer at miste dagpengene i løbet af første halvdel af i år.
- Det vil være en god idé at overveje mit gamle forslag om, at de arbejdsløses timer i aktivering og uddannelse skal tælle med til en ny genoptjeningsperiode, siger den tidligere arbejdsmarkedsordfører.
På den måde kan man også belønne alle dem, der aktivt søger arbejde, mens Dovne-Robert og andre som ham ingenting vil få, mener Laustsen, i dag forsvarsordfører.
Dermed er det ikke bare fagbevægelsen og Enhedslisten, som presser regeringen til at gøre noget mere for de dagpengeløse, som torsdag viste sig at kunne bliver dobbelt så mange som hidtil ventet.
Laustsen peger på, at Arbejdsdirektoratet allerede i enkelte tilfælde har godkendt, at offentlig støttet beskæftigelse for visse akademikere kan medregnes til genoptjening af dagpenge.
Det kan udbredes til en generel ordning, uden at det kræver ændringer af dagpengereformen, som De Radikale har bundet sig op på med blå blok, mener Laustsen.
Også i SF-baglandet er der forventning om en større indsats for de arbejdsløse. Karsten Hønge, formand for SF's faglige landsudvalg og tidligere arbejdsmarkedsordfører vil have regeringen til at stramme sig an.
- Det her skal en centrumvenstre regering løse bedre, end man gør i øjeblikket. Under en centrumvenstre regering kan vi ikke se på, at tusindvis af mennesker bliver skubbet ud over den her kant, siger han.
SF'eren mener, at det er regeringen og ikke ham, der skal komme med løsningen.
- Det kan jo ikke nytte at sige, at nu har vi sat kursen, men så sker der nogle ting undervejs på rejsen, der gør, at vi kører direkte ind i en væg. Så må man vel forvente, at man drejer på rattet, siger Karsten Hønge.
Regeringen har tidligere holdt fast i, at et sted mellem 7000 og 12.000 risikerede at ryge ud af dagpengesystemet i første halvår 2013. Nu lyder vurderingen på 17.000-23.000 personer.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie