Særlig gruppe holder øje med udenlandsk indblanding til valget
Frem til, at Danmark går til folketingsvalg 1. november holder myndighederne øje med, om nogen i udlandet forsøger at påvirke valget. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Myndighederne holder øje med, om nogen i udlandet forsøger at påvirke det danske valg.
En taskforce bestående af flere forskellige myndigheder holder øje med, at valget ikke bliver påvirket fra udlandet.
Politiets Efterretningstjeneste (PET), Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet sidder med i gruppen.
Det siger chef for kontraspionage Anders Henriksen hos PET til Jyllands-Posten.
- PET har ikke hidtil afdækket koordineret og systematisk fremmed statslig påvirkningsvirksomhed i forbindelse med valg i Danmark, men der er flere udenlandske eksempler på forsøg på påvirkning af demokratiske valg, siger han i en skriftlig kommentar.
Anders Henriksen tilføjer i kommentaren, at PET heller ikke forventer en koordineret påvirkningskampagne mod valget, når det afholdes 1. november.
Han skriver også til Jyllands-Posten, at PET vurderer, at Danmark er godt rustet til at modstå påvirkning fra udlandet.
Gruppen arbejder hele tiden. Men den skruer op for sin indsats, når der er valg i Danmark.
Anders Henriksen understreger, at myndighederne tager truslen alvorligt. Også selv om der ikke er opdaget nogen forsøg på at påvirke danske valg.
Sidst gruppen skruede op for sin indsats, var da danskerne stemte om forsvarsforbeholdet 1. juni.
I USA vurderer en række ministerier og efterretningstjenester, at Rusland forsøgte at påvirke landets præsidentvalg i 2016.
Ifølge Jyllands-Posten har man også kunnet se tegn på at forsøge at påvirke valg i Storbritannien. Det er eksempelvis sket ved spørgsmålet om skotsk løsrivelse ifølge avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie