Socialdemokratiet dropper mål om 1000 flere sygeplejersker
Det er ikke den nye regerings målsætning at ansætte 1000 flere sygeplejersker. Den tidligere socialdemokratiske regering under Mette Frederiksen præsenterede målsætningen op til folketingsvalget i 2019. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Målsætning om at ansætte 1000 flere sygeplejersker er langtfra blevet opfyldt og er ikke længere S' politik.
Socialdemokratiet skrotter sin målsætning om at ansætte 1000 flere sygeplejersker i det offentlige sundhedsvæsen.
Det skriver DR.
Op til folketingsvalget i 2019 fremsatte partiet ellers målsætningen om de 1000 flere sygeplejersker. Siden er der hyppigt blevet refereret til det i den politiske debat om sundhedsvæsnet.
Men Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, slår fast over for DR, at målet om de 1000 ekstra sygeplejersker ikke er en del af den nuværende regerings politik.
- Den nye regering har sat sig nogle pejlemærker, nogle mål, som er, at den vil knokle for at få mere sundhedsfagligt personale. Den gamle målsætning var den tidligere regerings målsætning, siger han.
Det har da også vist sig overordentligt svært at nå målet. I hvert fald er der ikke blevet ansat 1000 flere sygeplejersker, siden Socialdemokratiet fik regeringsmagten som etpartiregering i 2019.
Derimod viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge DR, at der er 541 færre sygeplejersker på landsplan i dag, end da Mette Frederiksen (S) tiltrådte som statsminister i 2019.
I tredje kvartal 2019 var der 35.483 sygeplejersker ansat på de offentlige sygehuse. Tre år senere - i tredje kvartal 2022 - var der 34.942 sygeplejersker på hospitalerne.
Enhedslisten og Danmarksdemokraterne betegner kovendingen som "et løftebrud". Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, påpeger over for DR, at Socialdemokratiet også i den seneste valgkamp i efteråret fastholdt løftet om, at der skulle ansættes 1000 flere sygeplejersker.
- Og hvis man fraviger det nu, så er det helt entydigt et løftebrud – både over for sygeplejerskerne, men også over for de patienter og pårørende, som har brug for, at vi har et sundhedsvæsen med tilstrækkelig kapacitet, siger han.
Flemming Møller Mortensen understreger, at det fremgår af det nye regeringsgrundlag, at regeringen vil "knokle for at skaffe mere sundhedsfagligt personale til vores sundhedsvæsen".
Det er bare ikke formuleret, præcis hvor mange flere sygeplejersker der er brug for på de pressede hospitaler.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie