Socialdemokratiets gruppeformand bliver statsrevisor
Leif Lahn Jensen (S) afløser Jesper Petersen (S) som statsrevisor, efter at sidstnævnte blev minister.
Socialdemokratiet har udpeget gruppeformand Leif Lahn Jensen (S) som statsrevisor. Det bekræfter han i en sms til Ritzau.
Udnævnelsen sker, efter at Jesper Petersen (S) mandag blev udnævnt til uddannelses- og forskningsminister og derfor stoppede som statsrevisor.
Jesper Petersen nåede at være statsrevisor i ni måneder.
I november sidste år afløste han partifællen Flemming Møller Mortensen, som dengang blev udnævnt til udviklingsminister.
Leif Lahn Jensen blev sidste år formand for Socialdemokratiets folketingsgruppe.
Den 54-årige østjyde har siddet i Folketinget siden 2007, og han var i mange år Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører.
Statsrevisorerne er politisk udpegede og har til opgave at kontrollere statens udgifter. Det gør Statsrevisorerne i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere.
Løbende kan Statsrevisorerne tage sager op som eksempelvis inddrivelsen i Skat.
Når Statsrevisorerne tager en sag op, bliver den behandlet af Rigsrevisionen, der sender en redegørelse. Herefter kan Statsrevisorerne enten melde alt okay eller give varierende grader af kritik.
Det svinger fra, at Statsrevisorerne kan finde noget "ikke helt tilfredsstillende" til, at de kan "påtale skarpt og særligt henlede Folketingets opmærksomhed".
Det er så op til Folketinget og regeringen at reagere på kritikken.
Normalt bliver statsrevisorer udpeget for fire år ad gangen. Det er dog op til partierne selv, om de vil skifte ud på posten. I alt er der seks statsrevisorer.
Der har tidligere været fokus på udpegelsen af statsrevisorer, da det er en attraktiv post. Det udløser oven i lønnen som folketingsmedlem et honorar på omkring 330.000 kroner årligt.
De seks statsrevisorer er formand Henrik Thorup (DF), næstformand Klaus Frandsen (R), Frank Aaen (EL), Britt Bager (K), Mette Abildgaard (K) og altså Leif Lahn Jensen (S).
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned