Soldaterne ser fremad og bærer ikke nag over politisk svigt
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og forsvarschef Flemming Lentfer har netop præsenteret en plan for genopretningen af Forsvaret. Den ligger til en pris på 38 milliarder kroner - og formentlig mere end det. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Forbundsformand for soldaternes fagforening erklærer sig glad for den nye genopretningsplan for Forsvaret.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund (V) erkendte på et pressemøde torsdag, at skiftende regeringer havde svigtet på forsvarsområdet, så der nu er væsentlige mangler.
Men hos soldaterne er der ingen nag at spore over tvivlsomme politiske beslutninger i fortiden, siger Tom Block, der er forbundsformand i Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), soldaternes fagforening.
- Vi har gjort opmærksom på i mange år, at mål og midler ikke hænger sammen, siger han.
Selv om ministeren erkender et svigt på forsvarsområdet, bærer Tom Block og de soldater, han repræsenterer, ikke nag.
- Nej, jeg tænker, at vi fokuserer på, at vi gerne vil have lov at passe vores arbejde og blive honoreret for det. For os handler det mere om at få de kolleger, vi har behov for.
Han ser fremad og glæder sig over, at der nu kommer en plan for at få styr på hullerne i Forsvaret.
Den store plan bliver over 38 milliarder kroner dyr og skal rette op på en lang række ting - materiellet skal opdateres, det samme skal kaserner og it-systemer, og der skal gøres meget mere for at få flere soldater i folden.
Troels Lund Poulsen sagde selv, at torsdag ikke var hans sjoveste dag som forsvarsminister.
- Det er et kollektivt svigt, der har bragt os i den situation, vi er i nu, sagde Troels Lund Poulsen på et pressemøde.
Tom Block siger dog, at der var et aspekt, han savnede lidt mere handling omkring, nemlig fastholdelsen af ansatte i Forsvaret.
- Det er et område, hvor vi synes, der mangler lidt. Det håber vi på kommer i anden omgang senere på måneden.
Der skal nu forhandles et forsvarsforlig på plads, der skal række ti år ud i fremtiden. Troels Lund Poulsen sigter efter et bredt rammeforlig inden 11. juli, hvor der er NATO-topmøde i Vilnius i Litauen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie