Danmark ønsker ikke at indlede en ny barsk linje med dødelige aktioner over for somaliske gidseltagere.
Det siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF), efter at amerikanske elitesoldater dræbte flere somaliske gidseltagere under en aktion, der befriede det danske gidsel Poul Hagen Thisted og hans amerikanske kollega Jessica Buchanan.
Dermed må de to danske og fire filippinske søfolk, som fortsat holdes som gidsler i Somalia kigge langt efter en lignende aktion, der kan bringe dem hjem til deres familier.
- I lyset af befrielsen her forstår vi godt utålmodigheden fra de tilbageværende gidsler og deres pårørende. Vi gør, hvad vi kan, men det står selvfølgelig klart, at den danske stat forhandler ikke med gidseltagere, siger Villy Søvndal.
Spørgsmål: Det er en meget voldsom måde at befri gidsler på, vil du støtte, at Danmark bruger lignende metoder fremover?
- Der er en ganske særlig situation her, som har at gøre med helbredsforhold hos det ene af gidslerne. Det er det, der gør, at der er en særlig situation i denne sag, siger Villy Søvndal til Ritzau.
Han bekræfter, at hvis ikke det amerikanske gidsel Jessica Buchanan risikerede at dø af helbredsmæssige årsager under sit fangenskab i Somalia, så havde amerikanerne ikke iværksat den voldsomme aktion.
Og dermed ville både Jessica Buchanan og danske Poul Hagen Thisted formentlig fortsat været gidsler - det har nemlig ikke været muligt for Dansk Flygtningehjælp at forhandle en frigivelse på plads.
Det skulle være styrker fra den amerikanske specialenhed Navy Seals, der befriede gidslerne. Navy Seals regnes for de bedste amerikanske soldater og kan sammenlignes med det danske frømandskorps.
Danmark har i de seneste år løbende haft elitesoldater fra det danske frømandskorps i aktion i Adenbugten ud for Somalia, hvor de har opereret fra de danske skibe Absalon og Esbern Snare.
Det er dog langt fra sikkert, at danske soldater ville kunne gennemføre en så kompliceret operation, som den Navy Seals gennemførte natten til onsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie